Da lukningen af SEGES gratis krisehjælp blev annonceret, valgte man i LandboNord at lave et tilbud til de medlemmer, som står og mangler akut krisehjælp for eksempel i forbindelse med en konkurs - eller en faretruende konkurs.

Det skriver LandboNord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange af os går ind i erhvervet med liv og sjæl, og det er rigtig vigtigt, at vores medlemmer kommer ud på den anden side af en konkurs som hele mennesker. Vi håber, at en tidlig indsats med LandboNords krisehjælp kan være med til at gøre en mærkbar forskel i fremtiden for vores medlemmer og deres familier, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, i pressemeddelelsen.

Som medlem af LandboNord har man to muligheder for gratis krisehjælp.

Er man i fare for at gå konkurs, kan man få én til to timers gratis hjælp. Går man konkurs, kan man derimod få 20 timers gratis konsulenthjælp til afklaring af ens families fremtid.

Det kræver dog, at man har været medlem af foreningen i mindst tre år, eller at man er nyetableret inden for de seneste tre år, skriver foreningen i pressemeddelelsen.