Lyt til artiklen:

Stor opbakning til Landbrugskonference

00:00
Hastighed: ???x
02:58

Stigende omkostninger, forsyningssikkerhed og sikkerhedspolitik prægede LandboNords landbrugskonference, hvor der også var fokus på økonomi og landbrugets grønne omstilling. Det skriver LandboNord i en pressemeddelelse.

Op til konferencen havde LandboNord, i samarbejde med LandboSyd, KHL og VKST, analyseret over 250 landbrugsregnskaber for 2022 til en af de største analyser af erhvervet. Til konferencen blev der mulighed for at fordybe sig i konklusionerne og få inspiration til nye initiativer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- 2022 har været præget af store udsving, og det har tvunget mange landbrugsvirksomheder ud i nogle store beslutninger, som de under normale forhold ville have haft længere tid til at træffe. Derfor har det en stor betydning, at de beslutningerne kan træffes på et oplyst grundlag. Traditionelt har det kun været med fokus på den økonomiske bundlinje, men i dag er der flere bundlinjer i spil. Blandt andet i forbindelse med landbrugets grønne omstilling. Derfor har vi blandt andet opskaleret vores rådgivning på områder som energi og ESG, siger adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.

Stor spredning i resultaterne

Formændene for de fire politiske udvalg i LandboNord: Økonomi, Kvæg, Gris og Planter aflagde beretning. Beretningerne bar i høj grad præg af, at nogle driftsgrene havde klaret sig bedre end andre. Mens griseproducenterne blandt andet havde oplevet stigende foderomkostninger og nedgang i noteringen, kunne mælkeproducenterne glæde sig over en høj mælkepris og planteavlerne en god høst. Samlet for dem alle er dog, at 2023 byder på mange ukendte faktorer, der kan skabe større spredning i de kommende resultater.

- Selvom det er nemt at opstille forskellige skrækscenarier, så er jeg fortsat optimist på landbrugets vegne. Det kan jeg også fornemme, når jeg hører beretningerne fra LandboNords udvalgsformænd. Vi ser muligheder i den grønne omstilling, skaber arbejdspladser og leverer fødevarer i verdensklasse. Når det er sagt, så er det vigtigt, at vi i fremtiden skal kunne producere og levere resultater under vilkår, der giver mening. Derfor er det som altid vigtigt at støtte op om det store politiske arbejde, der bliver lavet på regionalt niveau her i LandboNord og landspolitisk i Landbrug & Fødevarer, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.

Bredt program

Dagens program favnede bredt. Dels med regnskabsanalyser fordelt på kvæg, gris og planter, og efter frokosten var der blandt andet indlæg om foder, ledelse, sygdomsforebyggelse, energi, ESG og CO2-certifikater. Politisk gav partisekretær i Venstre, Christian Hüttemeier, en politisk pep-talk hvor fokus var Venstres regeringsdannelse med Socialdemokratiet og Moderaterne. Dagen sluttede med en inspirerende verdenspolitisk analyse af direktør for tænketanken "Europa" Lykke Friis.