Det kan være svært at trænge igennem med sit produkt på et udenlandsk marked. Sprog, kultur og manglende netværk kan være barrierer, som er vanskelige at krydse på egen hånd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksportrådet er en af de instanser, man kan gå til for at få hjælp til at skubbe sit produkt ud over grænsen. Det budskab havde Eksportrådet med på Agromek for mere end 30. gang, da messen fandt sted i Herning i slutningen af november.

- I dag står 10 procent af danske virksomheder for 90 procent af eksporten. Vores formål er derfor at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at bryde igennem på eksportmarkederne. Vi arbejder med rigtig mange landbrugsvirksomheder, fortæller Jesper Vibe-Hansen, leder af Eksportrådets Global Industry Team.

Eksportrådet tilbyder blandt andet det såkaldte Vitus-program, hvor firmaer kan udvælges til at deltage i et intensivt eksportprogram, hvor målet er at bryde igennem på et eksportmarked på blot ni måneder.

Jyden vil til Rusland

En af de landbrugsvirksomheder, der har deltaget i Eksportrådets Vitus-program, er Jyden, som producerer staldinventar.

Jyden vil gerne eksportere til Rusland og har gennem Vitus-programmet deltaget i seminarer og workshops og besøgt den danske ambassade i Rusland for at finde samarbejdspartnere og tale med både danske og russiske konkurrenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange tror, man ikke skal tale med sine konkurrenter, men det kan faktisk være rigtig gavnligt at få en snak med konkurrenterne, mener eksport- og salgschef Jesper Bech, Jyden.

Alle forberedelserne udmundede i en ?go to market-plan?, som er en strategi for, hvordan virkomheden hurtigt får fodfæste på det russiske marked.

- Vi var inde i Udenrigsministeriet for at forsvare vores plan over for en række eksperter. Det var meget gavnligt at have nogen at spille bold med, siger han.

Åbner kontor i Moskva

Planen er nu at åbne et kontor i Moskva. Jyden har fundet en dansk partner, der laver malkeudstyr, som firmaet skal dele kontor med. Fra 1. januar har Jyden en officiel adresse i Rusland.

- Vi vil gerne være mere synlige, end man er gennem forhandlere. Vi vil være direkte til stede og opsøge kunderne direkte, fortæller Jesper Bech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der skal sidde to russiske medarbejdere - en fra hvert firma - på kontoret i Moskva.

Jyden har allerede kontakt til den første potentielle storkunde i Rusland, som har en helt anden struktur end i Danmark.

- Det samlede russiske landbrug styres af måske 20 rigmænd. Beslutningstageren kan sidde langt væk fra de enkelte landbrug, forklarer han.

Kongekronen åbner døre

Det er netop den specielle russiske struktur, der gør det svært at komme ind på markedet.

- Uden det stempel - at man er anbefalet af Udenrigsministeriet og ambassaden - havde det været meget svært at komme ind til de 20 investorer, som sidder på russisk landbrug, forklarer Jesper Bech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han bliver suppleret af Jesper Vibe-Hansen fra Eksportrådet:

- Vi oplever mange steder, at Udenrigsministeriets symbol - kongekronen - åbner døre. Desuden har vi et rigtigt stort netværk i hele verden, så vi behøver ikke begynde fra nul, hver gang vi får en ny kunde, fortæller han.