Formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, brugte sin åbningstale ved Landsskuet i Herning til at understrege vigtigheden af, at landbruget kommunikerer med resten af samfundet.

- Landsskuet er et rigtig godt vindue til at vise omverdnen, hvad vi kan bidrage med, sagde Niels Jørgen Pedersen og fortsatte:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af forudsætningerne for, at vi kan drive landbrug i fremtiden, er, at vi kan kommunikere til omverdnen, hvad det er, vi kan bidrage med til samfundet - blandt andet i form af ny vækst og beskæftigelse i Danmark.

- Vi bidrager med 44 milliarder kroner årligt til den danske handelsbalance, og vores potentiale er endnu større. Verdens voksende befolkning efterspørger i stadigt stigende grad netop det, vi kan tilbyde - nemlig fødevarer af høj kvalitet med fokus på miljø og dyrevelfærd, sagde Niels Jørgen Pedersen i åbningstalen.

Bankkrak ikke landmændenes skyld

Han brugte desuden lejligheden til at nævne bankkrakket på Mors.

- Det er i øjeblikket svært for landbruget at finde finansiering til nye projekter og udvidelser. Den uheldige situation for Fjordbank Mors gør ikke situationen nemmere, sagde Niels Jørgen Pedersen og fortsatte:

- Men det er vigtigt at understrege, at det - modsat hvad der har stået i en række medier - ikke er landmændenes skyld. Tværtimod er situationen den, at mange af de berørte landmænd har været fanget i en gældsfælde hos deres bank.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Jørgen Pedersen sluttede sin tale af med at fortælle om ambitionerne som formand for Landbrug & Fødevarer:

- Det er min største ambition at få placeret landbruget som et uunværligt erhverv for det danske samfund.