Lyt til artiklen:

Unge kødkvægsfolk skal vurderes på økonomien

00:00
Hastighed: ???x
02:32

Fredag vil der på Landsskuet være All Breed Ungdomsskue, hvor 92 katalognumre kødkvæg på tværs af racer vises frem. Her har styregruppen bag lagt vægt på, at dommeren lever af kødkvæg, og at dyrene derfor vil blive vurderet med økonomiske briller. Det fortæller Naja Thomsen, der er repræsentant for styregruppen.

- Det er jo en hobby, og man kan godt være faglig omkring en hobby. Det er det, vi vil konkurrere i, og dommeren lever selv af kødkvæg og ved, hvordan det skal se ud, hvis man vil tjene penge på det. Og så har hun, tror jeg, gode bud på, hvordan tingene skal se ud og være, hvis man skal leve af det, siger Naja Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor vil det være produktion og økonomi, der vægtes højst til ungdomsshowet fredag.

Fællesskab

Men noget, der vægter mindst ligeså højt i setuppet er fællesskabet. Naja Thomsen er selv en del af Hereford Ungdom, og siden 2012 har de holdt ungdomsskue, og har år for år samlet omkring 30 katalognumre.

- Men jeg er selv fra en generation, hvor jeg snakker lige meget med folk indenfor racen som udenfor. Og i februar skulle vi til at forberede Hereford Ungdomsshow, og vi havde snakket om, om vi skulle prøve det her, siger hun.

Så det gjorde de, og opbakningen viste sig at være på plads, ikke bare fra sponsorer, der har gjort showet gratis at deltage i, men også fra de forskellige racer. 92 katalognumre er det blevet til.

Og det har en selvstændig pointe at samle racerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bliver færre og færre kødkvæg i Danmark. Og i Hereford Ungdom har vi endnu ikke mærket det, men det vil komme før eller siden. Så det ville vi tage i opløbet og brede ud, siger Naja Thomsen.

Derfor er hun og resten af styregruppen også stolte af den brede opbakning, og hun har allerede selv mærket det større netværk.

- I og med tingene bliver mindre og mindre, så er det ikke sikkert, at Herefordforeningens medlemmer rummer det, jeg arbejder med. Men det kan jeg måske finde i dexterstalden eller galloway eller hos anguserne. Bare efter vores infomøde onsdag, der fik jeg talt med mennesker, jeg aldrig havde talt med før, og vi delte mange filosofier. Og vi var ikke faldet i snak, hvis vi ikke var blevet sat sammen, konstaterer hun.