Lyt til artiklen:

Mange besøgte Landsskuet - også Folketingets formand

00:00
Hastighed: ???x
04:04

Landsskuet, som foregik fra torsdag den 29. juni til og med lørdag den 1. juli havde trods regnvejr lørdag 18.499 gæster på den sidste dag og kunne dermed opgøre det samlede besøgstal over de tre dage til i alt 47698.

- Vi er ydmyge, stolte og glade for den store opbakning fra alle vores udstillere og besøgende. Vi håber, at alle har fået gode oplevelser med sig hjem, lyder det fra arrangørerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Folkene bag Landsskuet 2023 kan også se tilbage på et skue, som blev gæstet af mange politikere, som på forskellig vis udtrykte opbakning til dansk landbrug.

Folketingets formand

En af dem var Folketingets formand, Søren Gade (V), som var på talerstolen i torsdags, hvor han med sin tale var med til at åbne Landsskuet officielt.

Rollen som Folketingets formand indbyder normalt ikke til at markere skarpe politiske holdninger, og det kan man da heller ikke beskylde den nuværende formand for at gøre i sin tale på Landsskuet.

Han var venlig over for Landsskuet og landbruget, og han roste det erhverv, som også har været en del af hans professionelle karriere. Han erklærede sig som optimist på vegne af landbruget, fordi erhvervet har en tradition for nytænkning og tilpasning.

Klimakamp og konkurrenceevne

- Som andre erhverv skal landbruget arbejde på at blive mere bæredygtigt. Ifølge en politisk aftale skal dansk landbrug nedbringe udledningen af drivhusgasser med 55-65 procent frem mod 2030. Det er en opgave, som kræver nytænkning og teknologisk innovation af alle i branchen, sagde Søren gade og pegede blandt andet på de planer, der er om at skabe en mere miljøvenlig dansk produktion af kunstgødning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Folk ville dø af sult, hvis vi ikke havde kunstgødning. Beregninger viser, at Jorden brødføder ekstra tre milliarder mennesker, fordi markerne giver et meget højere udbytte med kunstgødning, sagde han.

Gulerod - ikke pisk

- Hvis landbruget på verdensplan var lige så effektivt som det danske landbrug pr. kilo output, ville verden være et bedre sted at være, og både miljø og klima ville have det bedre, sagde han og erklærede sig som tilhænger af markedsøkonomi, fordi markedet sikrer, at landbruget producerer præcis de varer, forbrugerne efterspørger.

Søren Gade kastede sig ikke direkte ind i diskussionen om landbrugets klimaindsats - herunder en CO2-afgift - men han kom dog tæt på, da han i forlængelsen af sine betragtninger om markedet sagde, at politikerne skal bruge guleroden til at fremme udviklingen; ikke pisken.

Opbakning

Søren Gade oplever generelt opbakning og vilje i landbruget til at gå i en grønnere retning.

- Men det må ikke ske på bekostning af konkurrenceevnen, sådan som det også fremgår af regeringsgrundlagets afsnit 4.3 om dansk fødevareproduktion. Hvis der er nogle, der glemmer det, er jeg ikke i tvivl om, at nogle nok skal huske regeringen på det, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mangfoldighed i landbruget

Søren Gade ser landbruget som et erhverv, der repræsenterer en betagende mangfoldighed, og han roste de danske landmænd for at have viet deres liv til at videreføre, effektivisere og fremtidssikre dansk landbrug.

- De fortjener respekt og beundring for deres arbejde, sagde han og tilføjede, at Landsskuet minder os om landbrugets betydning for vores økonomi og daglige liv.

- Landmændene og alle dem, der er involveret i fødevareproduktionen, har en central rolle i vores samfund. De leverer mad af høj kvalitet på vores tallerkener, og deres flid og foretagsomhed skæpper godt i samfundets kasse, sagde han.

rich-media-4
landsskuet viser tydeligt landbrugets mangfoldighed. I år besøgte knap 48.000 gæster det store dyrskue i Herning. Foto: Theis Meilby Eriksen.

Landsskuet foregår næste gang fra den 4. til den 6. juli 2024.