Cholin er et essentielt næringsstof som alle dyr og mennesker skal have tilført for at sikre en afbalanceret hukommelse, humør og muskelkontrol. Med blik på den moderne trend med mere plantebaseret kost og dennes manglende indhold af cholin, slår en engelsk ernæringsekspert nu alarm.
Dr. Emma Derbyshire fra Nutritional Insight frygter for at hjernens udvikling hæmmes, hvis ikke man får cholin nok. Specielt i fostertilstanden er cholin vigtig for udviklingen af barnets hjerne og nerver. Næringsstoffet betragtes som et af hjernens byggesten, på linje med omega fedtsyrer. Cholin findes primært i animalske produkter blandt andet æg og kød.
I BMJ Journals henviser Dr. Emma Derbyshire til adskillige undersøgelser, der viser at kun omkring 10 procent af den vestlige befolkning får cholin nok med den almindelige, varierede, vestlige kost som trods alt indeholder animalske produkter. Derfor opfordrer hun de engelske sundhedsmyndigheder til at kigge på anbefalingerne af cholin og få mere fokus på netop dette næringsstof, nu når kost-trenden går mod mere plantebaseret kost.