I dele af Limfjordsoplandet bliver det reelt umuligt at drive landbrug fremover, hvis målene i vandområdeplanerne skal opfyldes.

Det viser tal i en ny rapport fra Seges, som en sammenslutning af landboforeninger og familielandbrug i Limfjordsoplandet står bag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Københavns Universitet bekræftede for nylig, at 48 procent af jorden omkring Norsminde ved Aarhus vil skulle tages ud af drift.

Ved Limfjorden bliver det flere steder endnu værre. Hjarbæk Fjord-oplandet er især meget hårdt ramt. Reduktionskravene svarer til, at den land-brugsbetingede kvælstofudledning skal reduceres med 23 procent inden 2021 og med hele 68 procent i alt.

Hele Lovns Bredning og Skive Fjord bliver også hårdt ramt med udtagning af mindst ligeså meget jord som ved Norsminde Fjord, er konklusionen i rapporten. Resten af det store Limfjordsopland på 340.000 hektar går ikke ram forbi. Her skal der ligeledes reduceres kraftigt i kvælstofudledningen.

- Det er rigtig, rigtig meget jord, der skal tages ud omkring Limfjorden. Mindst ligeså store procentdele som ved Norsminde Fjord, siger landskonsulent hos Seges, Søren Kolind Hvid.

Det er ham og en række kollegaer, der står bag tallene i den nye rapport om Limfjorden. De samme folk står bag tallene i den tilsvarende rapport om Norsminde Fjord. Tal, som altså er bekræftet af Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Urealistiske mål

I rapporten peger Seges på, at de mål for reduktion af kvælstof, der er opstillet i vandområdeplanerne, er umulige at opnå.

- Med DHI's model kommer man frem til, at der er behov for en reduktion i den samlede kvælstofudledning på 56 procent. Men selv med en så kraftig reduktion i kvælstofudledningen vil algeforekomsten være langt fra det niveau, som Miljøstyrelsen har angivet som nødvendigt for opnåelse af god økologisk tilstand. Fjordens tilstand synes ikke at kunne forbedres tilstrækkeligt alene med reduktioner i kvælstofudledningen, siger landskonsulent Søren Kolind Hvid.

følge Seges skal der helt andre ting til. Seges anbefaler, at der ses på alternative løsningsmuligheder, herunder at fjorden bringes tilbage til en ferskvandspræget tilstand.

Man bør blandt andet se på en løsning med en sluse ud mod Nordsøen. Om sommeren vil man med slusen kunne pumpe iltrigt vand i fjorden for at undgå iltsvind, og om vinteren vil man kunne holde vandet ude, så man undgår oversvømmelser.

Løfter i samlet flok

Landboforeninger og familielandbrug omkring Limfjorden er gået sammen om at få udarbejdet rapporten, og de har nu i samlet flok lagt en strategi for, hvordan situationen skal håndteres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi gør alt, vi kan for at få bremset det her. Det vil få fatale konsekvenser for hele samfundet omkring fjorden. Det betyder fuldt stop for investeringer, udvikling, vækst og arbejdspladser, hvis planerne vedtages i deres nuværende form, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, der også er formand for den nye Limfjordsgruppe.

Gruppen består af repræsentanter fra Agri Nord, LandboNord, Holstebro-Struer Landbofor-ening, Familielandbruget MIDT, Lemvigegnens Landboforening, Landboforeningen Limfjord, Landboforeningen Midtjylland, Herning-Ikast Landboforening, nf plus, LandboThy og Familie-landbruget Vestjylland.

Gruppen foreslår, at Regeringen anvender undtagelsesreglen, der kan tages i brug, når et EU-lovforslag viser sig at blive for dyrt samfundsøkonomisk set.

- Det vil være oplagt at gøre brug af undtagelsesreglen i det her tilfælde, siger Carl Christian Pedersen.

Landmænd, som er ramt af kravene:

Mælkeproducent Jakob Gade, Skals, 40 år, afvander til Hjarbæk Fjord og står til at reducere kvælstofudledningen til fjorden med 68 procent. Det giver ham en særdeles usikker fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ser faretruende ud. Det betyder liv eller død, siger han.

I/S Hedelund, Aalestrup, afvander til Lovns Bredning. Står til at miste 50 procent af deres jord. Morten Egedal, 3. generation, har påbegyndt generationsskifte med sin far og onkel, men gennemføres planerne, har han ingen fremtid på gården, ligesom far og onkel, der begge er omkring 70 år, ikke kan komme derfra.

Lars Kristensen, Karup, afvander til Skive Fjord via Karup Å. Står til at miste halvdelen af jorden. Han har netop bygget om og udvidet til 800 køer. Hvis han skal braklægge over halvdelen af sin jord, betyder det, at han skal afvikle gården helt. Den gæld, han har nu, kan kun serviceres med en fuld produktion.

- Det er nogle håbløse betingelser at stille op for os, siger han.

Planteavler og mælkeproducent Peter Sørensen, Højslev, afvander både til Hjarbæk og Skive Fjord. Han har overtaget den fædrene gård og er meget bekymret og usikker omkring gårdens fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis det bliver som de skriver, så er jeg færdig, siger han.