Abonnementsartikel

OMMC supplerer John Deere-programmet med danske Parktrac.

Ole Mathiesen MaskinCenter - OMMC - i Hornslet på Djursland har udvidet produktprogrammet med den helt nye, danskproducerede redskabsbærer Parktrac.

- Vi har lavet en aftale med Parktrac, som gør os til forhandler i hele det område, hvor vi også har forhandlingen af John Deere-maskiner til have, park og vej. Det vil sige i hele Nordjylland og i Midt- og Østjylland fra Skagen til Aarhus og til Vestkysten via Skive. Tilmed er vi dermed også den første forhandler overhovedet af Parktrac, fortæller direktør Ole Mathiesen.

Dansk nyhed

Parktrac dukkede op som noget af en overraskende og markant nyhed på den grønne sektors store messe, Have & Landskab i Slagelse i slutningen af august. Det er brødrene Henrik og Frank Christiansen, der står bag Parktrac sammen med en gruppe af investorer i virksomheden, som har hjemme i Spjald mellem Herning og Ringkøbing.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Siden præsentationen på Have & Landskab har Christiansen-brødrene både bygget maskiner og samtidig udbygget redskabsprogrammet til Parktrac. Det betyder, at redskabsbæreren er klar til at tage imod den kommende vinter med både V-plov, fejemaskine og saltspreder. Til mere sommerligt brug har fabrikken både græsklipper og feje-/sugeanlæg klar, og både slagleklipper og hæk-og hegnsklipper er på vej.

- Det er ikke så vanskeligt at vælge model. Indtil videre er der kun en enkelt type redskabsbærer, Parktrac D1. Den rummer så til gengæld en række kvaliteter, som får den til mere end at matche andre fabrikater af redskabsbærere. De to brødres grundtanke er at lave en redskabsbærer, som er lige så kompakt som andre, men med flere kræfter, siger direktør Ole Mathiesen.

Features som de store

Parktrac D1 ligner således mange andre redskabsbærere på de ydre dimensioner. Men den er udstyret med features som de store redskabsbærere på markedet. Den firecylindrede Kubota-motor yder 45 hestekræfter, og maskinen har en transporthastighed på 30 kilometer i timen.

- Arbejdslys, aircondition, godt med hydraulikudtag og en række andre detaljer er standard på en Parktrac. Det betyder, at det ikke er nødvendigt for kunden at købe ekstra til for at blive godt kørende. Heller ikke med de forskellige redskaber. Det er bare at koble dem på. Dermed er man også sikret en højere gensalgsværdi, fordi den næste ejer ikke skal investere ekstra for at køre med andre redskaber, forklarer den nye slåede Parktrac-forhandler.