I Sverige synes traktorsalget at have stabiliseret sig, selv om salget stadig ligger godt 12 procent under sidste års salg. I begyndelsen af året så det langt værre ud. Det skriver det svenske landbrugssite, Nilehnteknik.se.

John Deere ligger efter otte måneder i front i statistikken og har indtil videre afsat 485 nye traktorer i 2013 i vores svenske naboland, og på andenpladsen kommer Valtra med 435 styk. På de følgende pladser kommer Massey Ferguson, New Holland og Case IH.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I alt er der på de otte måneder solgt 2.182 nye traktorer i Sverige - det er 303 færre end i samme periode i fjor.

Fem producenter har i faktiske tal øget antallet af solgte traktorer i forhold til samme periode i fjor. Det er Valtra, Lamborghini, McCormick, Zetor og Challenger. Resten af mærkerne har indtil videre solgt færre traktorer, end de gjorde i 2012.