I september sidste år begyndte entreprenøren Wolf System opførelsen af to nye sostalde hos familien Schumacher i Landkreis Vechta cirka 50 km sydvest for Bremen.

Med de nye stalde øges produktionen til 3.000 årssøer. Der var i forvejen en produktion med 1.850 søer i én stald fra 2005-2006. Der er ingen smågrisestalde på ejendommen. Smågrisene køres til andre ejendomme i området, der enten er ejet eller lejet af familien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hendrik Schumacher fortæller, at det er helt bevidst, at der kun er to leverandører på det nye byggeri. Wolf opfører råhus inklusive gulv, mens Weda leverer alt inventar og teknik.

- Så har vi kun to firmaer, som vi skal have kontakt med under byggeriet. Kommunikationen kan foregå hurtigt og effektivt. Der skal jo stadig være tid til at drive bedriften, mens byggeriet står på, siger Hendrik Schumacher i den nye udgave af Hyologisk, der udkommer i morgen fredag.

Kvaliteten er i orden

Valget af entreprenører stod mellem flere både tyske og danske spillere.

- Og vi talte med fire til fem inventar- og teknikleverandører. Men endte med at vælge Weda, da vi vidste, at kvaliteten her var i orden, og det samme var prisen, siger han.

- Vi har et 15 år gammelt vådfoderanlæg fra Weda på en af vores ejendomme, hvor vi først for nylig har skiftet en foderventil, så kvaliteten er i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at der i området findes flere leverandører af inventar og teknik, der kan leverer en meget høj kvalitet. Udover Weda har blandt andet også Big Dutchman hovedkontor i området.

Billigere løsninger

- Vi har da også både inventar og teknik fra begge disse firmaer, men også fra flere andre mindre firmaer. Noget af inventaret er af så høj en kvalitet, at det formentlig ikke er til at betale i dag. Det er vist kun hesteavlere, der stadig har råd til at betale for sådan noget håndlavet og tyskproduceret inventar, siger han med et smil, men understreger, at tiden er løbet fra denne type inventar.

Familien benytter denne udvidelse til at skifte fra tørfoder til vådfoder. Der laves derfor også om til vådfodring i den gamle stald, hvor der hidtil er fodret med tørfoder.

- Så sparer vi først og fremmest en masse tid på at skulle gå og justere doseringen på foderkasserne hele tiden, men vi får også flere muligheder for at fodre med andre billigere fodermidler. Ligesom vi også vil forsøge at øge foderudnyttelsen endnu mere, siger Hendrik Schumacher.

Soen bestemmer selv

I farestalden er der opsat en sensor, som registrerer, hvor hurtigt soen æder sin portion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Æder hun foderet, inden der er gået 10 minutter, så får hun lidt mere i næste fodring. Men æder hun ikke op, så får hun lidt mindre i næste fodring, siger Heinz Knagge.

Der er hermed ad libitum fodring, og der kan fodres op til fem gange om dagen.

- Det er meningen, at det kun er, hvis soen flyttes, eller hvis soen går helt fra foderet, at personalet skal gå ind og justere foderet, siger han.

Vigtigt med vand 

Overalt – både i løbe-, drægtigheds- og farestald vandfodres der efter fodring. Dels for at sikre sig, at søerne får nok vand, men også for at rense nedløbsrørene, så der ikke kommer til at sidde for meget skidt her, som eksempelvis farlige skimmelsvampe kan vokse i.

Der er opsat en vanddrikkenippel til hver so i farestien. Den er placeret så højt, at soen kan drikke af den, hvis hun sidder på enden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Søerne rejser sig måske ikke så meget under fødslen, men det er vigtigt, at de får vand, og det har de stadig mulighed for ved at placere drikkeniplen på denne måde, siger Heinz Knagge.

Læs mere i den nye udgave af Hyologisk, der udkommer i morgen fredag den 5. august 2011. Der kan bestilles abonnement på telefonnummer 76207970 eller www.hyologisk.dk.