20 gode år hos DTL: Henrik Schmidt er et af virksomhedens store tandhjul

Af Michael Søvsø

Henrik Schmidt smiler og tager imod med en jernnæve af et håndtryk.  

Bag os ruller lastbiler og biler ind og ud af DTL’s hovedkvarter på Industrivej i Padborg, og da vi kommer ind på kontoret, er medarbejderne koncentrerede i samtaler på både dansk og tysk.

Henrik Schmidt spørger pænt, om jeg vil have kaffe eller kakao, mens vi taler sammen. Han er en travl mand. Han er netop landet på Industrivej sammen en god kollega, og det har været et puslespil at fange en fri time i hans kalender. 

I 20 år har han levet og åndet for sin arbejdsgiver DTL, og har været i virksomheden længere end nogen anden. Varemærket har altid været ordentlighed, og som gæst føler man sig straks velkommen i hans selskab. Nøjagtig som han gerne vil fremtræde, når han er ude ved en kunde. 

”DTL er en stor motor med mange tandhjul, der skal fungere, før det kører som smurt. Jeg har altid betragtet mig selv som et af tandhjulene i virksomheden. Når jeg kommer ud til en kunde, så er jeg DTL og virksomhedens repræsentant,” siger Henrik Schmidt på klingende sønderjysk.

Han får hurtigt talt sig varm. 

”Når der står DTL på min jakke, er det ikke Henrik, der får skylden, hvis jeg laver noget dumt. Det er DTL. Det samme gælder, hvis jeg kører dårligt ude på motorvejen. Så bliver der ikke refereret til chaufføren, men til det firma, der står på lastbilen. Og hvis man misligholder en kunde, så er der altid andre på markedet, der står klar til at overtage ham. Heldigvis er det ikke sket endnu for mig,” griner Henrik Schmidt.

Havde altid drømt om at køre lastbil

For 20 år siden stod han foran en beslutning, som skulle komme til at definere en stor del af hans arbejdsliv. Landbruget i Lambjerg tæt ved Augustenborg i det dybe Sønderjylland stod foran en nødvendig modernisering. 

Kunne betale sig at investere et tocifret millionbeløb, eller skulle han gå en anden vej i sit arbejdsliv? 

”Jeg havde været selvstændig landmand i 10 år, de sidste otte år med ren svineproduktion. I den forbindelse havde jeg været kunde hos DTL, der aftog mine grise, og da jeg efter mange overvejelser besluttede mig for at sælge produktionen fra, skulle jeg finde noget andet at lave. Jeg havde været i kontakt med en chauffør hos DTL og luftet overfor ham, at jeg måske kunne tænke mig at køre lastbil. Det var faktisk noget, jeg havde drømt om som barn,” fortæller Henrik Schmidt. 

Den daværende DTL-ejer og direktør Peder J. Jensen fik et tip om, at der var en dygtig mand fri på markedet, og et opkald eller to senere var Henrik Schmidt i staben hos DTL. Det kom hverken virksomheden eller Schmidt selv til at fortryde. 

”Jeg kendte alt til grise, men havde ikke lastbilkørekort, og det er nu engang nemmere at lære en mand at køre lastbil, end at lære ham at passe grise. Når man har arbejdet med grise så mange år, som jeg havde i mit eget landbrug, får man samme instinkt som en hyrdehund: Du ved, hvornår grisen drejer, før grisen drejer. Så jeg fandt mig hurtigt til rette hos DTL og resten er historie. Nu har jeg jo været her i næsten 20 år,” siger Henrik Schmidt og tager en slurk kakao.  

Næsten som at være selvstændig

”Både hos den tidligere ejer og direktør og hos den nuværende direktør, har jeg enormt meget frihed under ansvar. Det passer godt til min lyst til at være selvstændig. Passer jeg selv min bil og mine ture, kan jeg i store træk selv styre min hverdag.” 

”For eksempel styrer jeg helt selv, hvornår bilen skal til syn eller reparation. Den skal bare være klar til at køre, når der er brug for den. Virksomheden stoler på, at jeg altid er klar, og derfor har jeg stor fleksibilitet i min dagligdag. Jeg er så tæt at være selvstændig, som jeg overhovedet kan være, og her er jeg sikker på, at jeg får løn for alle mine timer. Det var bestemt ikke tilfældet, da jeg var selvstændig landmand,” påpeger Henrik Schmidt. 

Normalt kører han hjemmefra ved fire- eller fem-tiden om morgenen. Af logistiske årsager har han lastbilen med hjemme de fleste dage, så han kan køre direkte ud til dagens første kunde, hvor der læsses smågrise eller avlsdyr, som transporteres videre til næste kunde i Danmark eller til Padborg, hvor de bliver omlæsset til eksport ud i Europa. 

Efter cirka to timers vask og desinfektion af lastbilen, gentages hele proceduren med det næste læs. En typisk arbejdsuge for Henrik Schmidt er gerne på et sted mellem 45 og 55 timer, og en til to nætter om ugen bliver tilbragt i lastbilen. 

Hobbylandmand ved siden af 

”Har man været selvstændig landmand, så er 45-55 timer nærmest nedsat arbejdstid. Jeg kan godt lide at arbejde og holder af mit job. Og med den pris virksomhedens køretøjer har, skal de også lave noget.” 

”På vores ture tager det en times tid at læsse og en times tid at læsse af. Du bruger også to timer på at vaske bilen, og med to læs og kørsel oveni, er der mere end otte timers arbejde. Til gengæld er der kæmpestor fleksibilitet, for hvis jeg har behov for at få fri, kan jeg som oftest få fri. Det er aldrig noget problem. I modsætning til dengang, jeg var selvstændig, har jeg jo også mine weekender fri,” siger Henrik Schmidt.  

Han har også brug for weekenderne. Godt nok er de fire børn på mellem 24 og 30 år fløjet fra reden, men sammen med hustruen har Henrik Schmidt stadig et hobbylandbrug at passe derhjemme med bygningsvedligehold, udenomsarealer og et lille hold kødkvæg, der skal passes. Han glæder sig over, at han dengang i 2004 traf beslutningen om at blive chauffør i DTL. 

Det hele bliver større

”Jeg har kunnet følge udviklingen i industrien og kan udefra se, hvor svært det kan være at følge med. Kravene til landbruget skifter konstant, og derfor er det vanskeligt konstant at tilpasse, hvis man er landmand. Det gør det svært at lave langsigtede investeringer. En del af de kunder, som har været hos DTL, er blevet for små er lukket på den baggrund. 

Det hele bliver større og strukturen og bilerne ændrer sig konstant. For 20 år siden kunne jeg køre med 150 grise ad gangen. I dag kører jeg med 400-500 grise af samme størrelse, og de helt nye biler tager op til 700 grise. I ”gamle dage” kunne en stor leverandør være på 200-400 grise, og nu har vi leverandører, der producerer 1000-2000 grise om ugen. Det er hårde vilkår,” siger Henrik Schmidt. 

Arbejdsglæde

Det laver ikke om på hans arbejdsglæde. Nok er DTL blevet meget større siden 2004, og med nu to lokationer, har Henrik Schmidt ikke den samme daglige kontakt med sine kolleger, som dengang, DTL var et mindre familiefirma blot med en enkelt lokation.

”Det er måske lidt ærgerligt, men sådan er udviklingen. Jeg er nok lidt gammeldags, men jeg kan godt lide at tale ansigt til ansigt med folk. DTL har uanset størrelse været en virksomhed med fuld fokus på medarbejdernes trivsel og med mulighed for frihed under ansvar. Det bliver jeg ved at holde af, og det kan være, at de har kontorplads til mig, når jeg ikke kan køre længere,” siger Henrik Schmidt. 

”Jeg kan godt lide at være her. Hvis du yder dit, så får du også stor goodwill den anden vej. Det er slet ikke umuligt, at jeg også går på pension herfra,” siger den nu 59-årige chauffør. 

Jernnæven rammer min hånd igen. Henrik Schmidt siger pænt farvel. Han har travlt. Næste læs skal køres og kunden skal rammes til tiden og med størst mulige præcision. Nøjagtig som han har gjort det, siden han skrev sin første kontrakt med DTL i maj 2004.