Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Øko-markdag vender tilbage
Den 12. juni står der Øko-markdag i kalenderen, når arrangørerne gentager den succes, der fandt sted første gang i 2022, det skriver Innovationscenter for Økologisk Landbrug i en pressemeddelelse.
Selv om det er en markdag, lover arrangørerne, at der også er masser af ny viden og spændende demonstrationer for husdyrproducenter.
I år foregår Øko-markdag i Almind ved Kolding, og der er både indhold for husdyrproducenter og planteavlere. Dagen er primært tiltænkt økologiske landmænd, men er åben for alle på tværs af landbrugssektoren.
- Vi var med til Øko-markdag i 2022 og havde en rigtig god dag, hvor vi fik et stort udbytte af dagen med præsentationer af nye ting på området, så denne gang tager vi også alle vores markfolk med, fortæller Torben Bækdal Galsgaard, der er økologisk mælkeproducent ved Ringkøbing.
Ud over det faglige indhold med demonstrationer af maskiner, afgrøder og ny viden kommer han i høj grad også for at snakke med sine landmandskolleger fra hele landet.
- Vi kommer der meget for det sociale og for at snakke og netværke med andre landmænd. Vi kender mange og har mange at snakke med, og jeg håber også, at de nyere økologer vil komme med og blive en del af fællesskabet. Man tager derfra med rigtig god energi og en stolt følelse af at være en del af noget større, hvor vi er langt fremme med udviklingen af nye tiltag, siger han.
Også blandt arrangørerne er der høje forventninger til dagen, som cirka 800 gæster lagde vejen forbi i juni 2022, og i år forventer arrangørerne mindst lige så mange gæster. Blandt andet har 50 landbrugsskoleelever allerede meldt deres ankomst.
- Vi glæder os til en festlig dag i økologiens tegn, fyldt med ny viden og inspiration - og løftet af det stærke samarbejde med rådgivningscentre, konsulenter og forskere på tværs af hele sektoren. Vi håber, at så mange som muligt har tid og lyst til at være med, siger Kirsten Holst, der er direktør i Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Øko-markdag er inspireret af svenske Stora Slätte Ekodag og tyske Öko-Feldtage, der ligesom Øko-Markdag er landsdækkende arrangementer, hvor alle grene af det økologiske landbrug mødes for at udveksle erfaringer og få ny viden.
Bag Øko-markdag står Landbrug & Fødevarer Økologi, Økologisk Landsforening, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Velas, Vkst, Økologi Rådgivning Danmark, Syddansk Økologi, AgriNord og ICROFS. Arrangørerne samarbejder desuden bredt med maskinproducenter, frøfirmaer med flere om aktiviteter på dagen.
Dagen vil blandt andet byde på demonstrationer af afgrøder og maskiner, og i en række tematiserede rundvisninger og oplæg i et videnstelt kan man få indsigt i den nyeste viden inden for økologisk landbrug. På maskinfronten kan man se eksempler på blandt andet strigler, radrensere, harver, såmaskiner og robotter.
fra en række udstillere, og i markdemonstrationerne er der både inspiration at hente for planteavlere, og der er også fokus på grovfoder, græsblandinger og polykultur med stor relevans for husdyrproducenter.