Ambitionerne er der, men midlerne mangler, lyder reaktionen fra Landbrugs & Fødevarer på regeringens udspil til Finanslov for 2011.

Her glæder man sig over regeringens ønske om at styrke erhvervslivets muligheder for at skabe vækst, men efterlyser prioritering af midler til egentlige vækstinitiativer. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er brug for et langt stærkere fokus på forskning, innovation og uddannelse. Det er her vi skal finde nøglen til fremtidens vækst. På grund af den økonomiske krise har regeringen med Genopretningspakken reelt beskåret indsatsen med 5,7 mia. kr. frem mod 2013. Dette hul skal der rettes op på, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Carl Aage Dahl. 

Stor underskud

Regeringen budgetterer i sit forslag til finanslov for 2011 med et underskud på de offentlige finanser på næsten 80 milliarder kroner.

Det gør det vanskeligt fremadrettet at få finansieret helt nødvendige investeringer i forskning, uddannelse og nye vækstvirksomheder, mener Landbrug & Fødevarer.

- Der er brug for en reform af dagpenge- og efterlønssystemet, så vi kan skabe grundlag for at man kan se på nye vækstinitiativer og satse massivt på forskning og udvikling, påpeger Carl Aage Dahl.

Gennemgang af afgiftsystemet

Carl Aage Dahl peger på, at udfaldet af globaliseringsforhandlingerne vil få afgørende betydning for det samlede erhvervslivs muligheder for at bevare sit teknologiske og videnmæssige forspring: 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I et lille land som Danmark, er det nødvendigt at stå ved sine styrkepositioner og turde satse på dem. Det vil give det bedst mulige udgangspunkt for fremtidig vækst, understreger Carl Aage Dahl.

Landbrugs- og fødevareerhvervet har løbende fokus på at bidrage til at løse de samfundsmæssige udfordringer inden for vækst, miljø og klima. Men det kræver, at politikerne skaber de nødvendige rammer.

- Derfor bør de kommende finanslovsforhandlinger også munde ud i en kritisk gennemgang af det danske afgiftssystem, så vi kan sikre en grøn og bæredygtig udvikling fremover, uden at det skader virksomhedernes konkurrenceevne. Bliver de danske virksomheder ikke stærkere på de globale markeder, kan vi ikke længere regne med at være et af verdens rigeste lande, slutter Carl Aage Dahl.