(opdateret den 10. juni kl 14.17)

Der går mange rygter om, hvordan man får klip i kørekortet ved overlæs og fejlende bremser på traktorvogntoget, men politiassistent Jens Richtendorff fik i går forklaret, hvordan tingene hænger sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han sagde blandt andet, at man ikke får klip i kørekortet ved overlæs, men en bøde, der takseres efter overlæssets størrelse.

Blandt de 190 fremmødte ved arrangementet i Nupark ved Holstebro var landmand Alex Ostersen fra Borris. Han var godt tilfreds med arrangementet.

- Det var godt at få forklaret reglerne af en kyndig person, for der snakkes jo så meget om, hvad man må og hvad man ikke må, sagde han.

Holder materiellet i orden

Alle Alex Ostersens vogne er forsynede med bremser, men efter at have hørt Jens Richtendorff, skal han hjem og undersøge, om de bremser godt nok.

- Jeg er nemlig ikke sikker på, om bremseevnen lever op til lovens krav. Vi prøver jo på at holde materiellet i forsvarlig stand også med lys, reflekser og afmærkning, sagde Alex Ostersen endvidere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans sidemand, driftsleder Jens Kjær Smedegaard, mente også, at det var vigtige ting, der kom på bordet.

- Nu kan jeg præcisere overfor mine folk, hvad de må og hvad de ikke må. Og tænke over, hvor meget de læsser på vognene, sagde Jens Kjær Smedegaard, der også drog et lettelsens suk over, at reglerne for klip i kørekortet ikke var nær så skrappe, som han troede.

Flere kontroller

Politiassistent Jens Richtendorff lovede, at kontrollerne med landbrugsmaskinerne vil fortsætte med uformindsket styrke, og han opfordrede derfor landmændene til selv at sørge for at holde maskinerne i orden.

- Alene en ting som at huske at koble traktorens bremser sammen, når I kører ud på vejen, vil spare jer for en bøde. For sådan èn skriver jeg ud på stedet, hvis jeg ser det, sagde han. Samtidigt foreslog han, at landmændene tager kontakt med en synsvirksomhed eller et værksted for at få tjekket bremserne på både traktor og vogn.

Ringe bremsekraft

- Især vognenes bremseevne er problematisk. Vi oplever tit, at vognene kun har en brøkdel af den bremseevne, som kræves. Og det kan føre til ulykker, når en traktor skal bremse med en tonstung vogn. Man risikerer, at traktoren skubbes i grøften eller over i de modsatte kørebane.

Jens Richtendorff har oplevet, at især jyderne har svært ved at få sat lys og afmærkninger på redskaber, der rager ud. Han opfordrede derfor forsamlingen til at gøre en ekstra indsats på det område.

- Mange ulykker - især venstresvingsulykker - kunne undgås, hvis jeres redskaber var ordentligt afmærkede. Husk på, at bilisterne kører væsentligt stærkere end jer, og når de overhaler en traktor, der pludselig drejer, vil en alvorlig ulykke være en realitet, hvis bilisten ikke kan se traktorens blinklys, lød det fra Jens Richtendorff.

48 ton totalvægt

Mange ærgrer sig over, at de ikke kan køre med fuldt læs på vognen uden at overskride de gældende vægtgrænser.

Mogens Kjeldal fra Danske Maskinstationer og Entreprenører arbejder sammen med landboorganisationer og myndigheder med at få nye regler godkendte.

Det betyder blandt andet, at totalvægten for et vogntog kan komme op på 48 ton som hos lastbiler, og at bredden på 2,55 for traktorer i større omfang må overskrides - eksempelvis, når der køres med græsvogne med brede dæk for at reducere marktrykket.

- Sandsynligvis vil de nye regler træde i kraft allerede i år, sagde Mogens Kjeldal ved mødet.