Lyt til artiklen:

Louise Gade ny formand for Promilleafgiftsfonden

00:00
Hastighed: ???x
02:06

Efter konstituering i Promilleafgiftsfonden er Louise Gade blevet valgt som ny formand efter Michael Brockenhuus-Schack, der efter 12 år i bestyrelsen har valgt at udtræde for at kunne finde tid til spændende projekter i familievirksomheden. Vagn Jelsøe fortsætter som næstformand.

Det bliver 50-årige Louise Gade, der afløser Michael Brockenhuus-Schack som formand for Promilleafgiftsfonden. Det står klart efter ny konstituering af bestyrelsen i Promilleafgiftsfonden. Vagn Jelsøe fortsætter som næstformand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne takke den afgående formand, Michael Brockenhuus-Schack, for et stort arbejde med Promilleafgiftsfonden gennem de seneste 12 år, hvor fonden har finansieret en lang række vigtige projekter, der blandt andet har bidraget til den grønne omstilling af fødevareproduktionen og samfundet. Vi glæder os til at fortsætte det vigtige arbejde sammen med den nye formand, Louise Gade, siger Vagn Jelsøe, der har været næstformand i Promilleafgiftsfonden siden 2013.

Louise Gade har haft en opvækst i landbruget og kommer med erfaring fra universitetsverdenen og indsigt i detailhandelen og forbrugerforhold. Hun er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1998 og arbejdede fra 1997 til 2001 som først advokatfuldmægtig og dernæst advokat hos advokatfirmaet Lokdam, Kjellund og Knudsen i Aarhus. Fra 2002 til 2006 var Louise Gade Venstre-borgmester i Aarhus Kommune, før hun i 3,5 år var rådmand for Børn & Unge i Aarhus Kommune.

Promilleafgiftsfonden for landbrug arbejder for at styrke dansk landbrug gennem støtte til aktiviteter, der skaber bæredygtig vækst hos erhvervets konventionelle og økologiske primærproducenter.

Fonden har særligt fokus på projekter, der formår at øge dansk landbrugs samlede værdiskabelse, fremmer udvikling af højværdiproduktion, skaber attraktive arbejdspladser og sikrer en langsigtet bæredygtighed i forhold til økonomi, sociale hensyn, miljø, klima og natur.