Det er netop kommet frem, at forsyningsselskaberne hvert år udleder millioner af tons urenset menneskegylle direkte ud i naturen fra rensningsanlæggene.
Timingen er derfor bizar, når regeringen nu annoncerer nye, skrappe kvælstofkrav rettet udelukkende mod dansk landbrug.
Stramningen af landbrugets gødning kommer altså i en tid, hvor det offentlige er blevet afsløret i at lukke gigantiske mængder lort ud i vandmiljøet - og samtidig ved vi, at selv den mindste regn skaber overløb fra rensningsanlæg, så kloak- og spildevand med jævne mellemrum forurener vandløbene.
Pilen peger på miljøminister Lea Wermelin, som ikke prioriterer miljøet - det kan vi se på passiviteten, når det gælder spildevand. Til gengæld står hun gerne bag nyttesløse tiltag mod dansk landbrug - selv om det er påvist, at det ikke hjælper spor på vandmiljøet at lave kvælstoftiltag på dyrkningsfladen. Adskillige års undergødskning med kvælstof inden Landbrugspakkens vedtagelse i 2015 vidner om dette. Læg dertil, at Landbrugspakken, der gav mere gødning, ikke har øget udledningerne overhovedet.
I stedet for landbrugsfjendtlige initiativer, der intet hjælper ud over at ødelægge landets produktion, beskæftigelse og eksport - så lad os i stedet få en miljøpolitik, der virker.