Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Debat: Landbruget skal yde
Landbruget skal yde deres CO2-part lyder det igen og igen i den store klimadebat. Landbruget betyder ikke noget samfundsøkonomisk, lyder det videre.
Det er ord i den offentlige debat, der gør ondt i enhver landmands hjerte.
For ja, vi i landbruget er parat til at yde vores del også omkring klimaet - på et fagligt seriøst grundlag. Vi er allerede godt i gang og har været det længe. Samtidig med vi producerer fødevarer til danskerne og til eksport.
Fødevareklyngen eksporterer for 196 milliarder kroner - og med en import af krævede varer og tjenester på 96 milliarder kroner - er der en ren nettogevinst på 100 milliarder kroner. Det er 21 procent af de danske valutaindtægter. Det betyder altså noget. Og den beskæftigelse, der godt nok er mindre, end den har været, koncentrerer sig for en stor del i landets yderområder, hvor det ellers kan være svært at finde beskæftigelse.
Vi er også godt i gang med at nedsætte CO2-udledningen - og ikke bare på Svarer-udvalgsmåden med at skære produktionen ned og dermed lave færre fødevarer til en verden, der efterspørger mad. Men det er jo den måde udvalget finder store CO2-besparelser. I øvrigt opererer udvalget udelukkende med en model for at beskatte landbruget - dog med tre forskellige bundfradrag.
Landbruget arbejder derimod med intelligente og smarte løsninger - samtidig med blandt andet landbrugets biogas fortrænger de fossile brændstoffer, der er den store synder i klimaregnskabet.
Vi har længe undret os over de store tal, der florerer omkring landbrugets udledning. Når vi gransker i Svarerudvalgets rapport finder vi nogle - desværre - forældede forklaringer. Man regner med udledning i Danmark fra 19,3 millioner slagtegrise i 2030. Det blev blot slaget 14,4 millioner i 2023 - og antallet er for stærkt nedadgående. Man bruger internationale standardtal for udledning fra gødning - i Danmark udledes omkring det halve. Sådan kunne vi blive ved.
Jo, landbruget gør en indsats og er på klimavenlig kurs - få nu debatten rettet ind også - så vi debatterer på faglig korrekt baggrund, så vi får de rigtige indgreb og ikke bare drosler produktionen ned - med det ene resultat: at landbruget drosles ned. Vi vil ikke være afhængige af russisk gas. Men vil vi være afhængige af russiske og kinesiske fødevarer - det kan blive resultatet af den nuværende kurs.