Abonnementsartikel

I to sæsoner har Dollerup Maskinstation ved Thisted testet VF dæk for Bridgestone, og på trods af en hårdhændet behandling har maskinstationen kun haft positive erfaringer med dækket.

På Agromek 2014 præsenterede Bridgestone Danmark A/S for første de nye VT-Tractor dæk, og her i foråret blev de første dæk monteret på danske traktorer. Men i realiteten har det nye dæk allerede kørt to sæsoner her i landet. Dækket har været monteret på en John Deere 8230 hos Dollerup Maskinstation, og for at kunne hemmeligholde testen, har der stået Firestone på dækkene.

- Vi fik dækkene monteret i foråret 2013 og har kørt små 3.000 timer på dækkene. Traktoren kører som gylletraktor foran en Samson PG25, og når gyllesæsonen er slut, kommer den for en frakørselsvogn til transport af græs og majs, siger Viggo Madsen, Dollerup Maskinstation.

Holder til et lavt tryk

Dækkene blev leveret af Hanstholm-Thisted-Sydthy Dækservice, som er maskinstationens foretrukne dækleverandør. I bag blev der monteret VF 710/70R42, mens fordækkene var i størrelsen VF 600/70R30.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Ved monteringen blev der pumpet blot 1,0 bars tryk i dækkene. Det var meget mindre, en det dæktryk vi normalt kører med. Det lave tryk får dække til at flade ud, og jeg oplevede flere gange at blive stoppet af kunder, som mente at jeg var punkteret på traktoren, siger traktorfører Ivan Christensen.

- Vi var sikre på, at det lave tryk ville ødelægge dækkene. Vi kontaktede derfor Bridgestone og spurgte, om ikke vi skulle hæve dæktrykket. Svarret var, at VT-Tractor er konstrueret til at køre med et lavt tryk, og at vi blot skulle fortsætte, siger Viggo Madsen.

Han er derfor imponeret over, at der ikke var hverken revner eller skader i testdækkene, da de blev afmonteret efter små 3.000 timer.

- Det lave tryk og dækkets konstruktion betød, at dækket både stod fast og bar vældigt godt oppe i marken. Fleksibiliteten betød samtidigt, at dækkene kunne trække og bære den store frakørselsvogn uden at beskadige græsmarkerne, tilføjer Ivan Christensen.

Går jævnt på vejen

Dollerup Maskinstation fik før forårsarbejdet monteret Bridgestone VT Tractor på to traktorer. Den ene er Ivan Christensens JD 8230, og det passer ham fin at skulle fortsætte på dækkene fra Bridgestone.

- For at give lidt mere stabilitet i kurver og rundkørsler, har vi hævet trykket i dækkene til 1,65 bar. Det er stadig under det vi normalt kører med, og jeg har bibeholdt dækkets egenskaber i marken. En anden fordel ved det nye Bridgestone dæk er, at det altid er rundt. Efter at have stået stille i en periode, kan traktordæk have en tendens til at blive ovale og hoppe de første kilometer ud ad landevejen. Det oplever jeg ikke med VT-Tractor, siger Ivan Christensen.

Jævnt slid

For at holde et ensartet slid på for- og bagdæk kører Ivan Christensen altid med forhjulstrækket på John Deeren i auto, så firehjulstrækket altid er koblet til, når der sættes i gang.

- Er firehjulstrækket ikke koblet til, er der en tendens til hjulslip på baghjulene, når der sættes i gang med den tunge gyllevogn. Det giver et uens slid på for- og baghjul, som resulterer i, at udvekslingen ikke længere passer. Det registreres ved at der lyder et ?klonk? fra transmissionen hver gang forhjulstrækket kobles til og fra siger Ivan Christensen.

Dollerup Maskinstation beskæftiger 13 medarbejdere, og her i foråret køres der gylle med seks gyllevogne.

Blandt andet John Deere tilbyder Bridgestone VT-Tractor som fabriksmonteret dæk, og lige nu lander de første traktorer her i landet på de nye dæk.