På Agromek 2018 kunne Bridgestone løfte sløret for producentens nye VX Tractor-dæk.

.- Nyheden i dækket er først og fremmest, at der er 20 procent højere klodser sammenlignet med de øvrige Bridgestone-dæk på markedet, fortæller Keld Andersen, produktchef på landbrugsdæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at dækket dermed er et godt maskinstationsdæk, da den ekstra høje gummi-kasse sikre flere timer på landevejen, som mange maskinstationer bruger meget af traktorens levetid på.

- Vi har allerede flere test-dæk kørende hos danske maskinstationer, og jeg ser frem til at følge dækkene i løbet af foråret 2019, for at se hvordan de klarer sig - især i forhold til slidtage.

Dækket er udviklet på Bridgestones europæiske R&D center i Italien og produceres på Bridgestone fabrikken i Puente San Miguel, Spanien. Dækkene kommer først i 12 forskellige størrelser, der spænder fra 24 til 42 tommer, til anvendelse på for- og bagakslen. Flere størrelser vil fuldende udvalget i løbet af 2019.

Karkassen på VX-TRACTOR anvender en teknologi, der tillader et dæktryk fra så lavt som 0,6 op til 2,4 bar.