Førhen anvendte mange landmænd på de lettere jorde en pakker direkte efter ploven. Men udviklingen til større plove og besværet med at håndtere pakkeren, når den skulle transporteres fra mark og til mark, fik mange til at droppe pakkeren.

- Mange landmænd savner imidlertid pakkeren, og det er da også på opfordring fra danske landmænd, at Grégoire Besson har udviklet en ny og integreret pakker, fortæller Anders Clemmensen, produktspecialist hos Brøns Maskinforretning, som importerer Grégoire Besson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Monteret på bladfjedre

Pakkeren består af en række massive ringe med en diameter på 550 millimeter. Ringene er monteret parvist på en ramme, så pakkeren følger med ploven, når den vendes.

- Trykket på ringene indstilles med en spindel, og en hydraulikcylinder centrerer automatisk pakkeren, inden ploven vendes. Derved virker pakkeren som modvægt til landhjulet, og derved er der en god balance i ploven, når den vendes, siger Anders Clemmensen.

Ringene er valset af firkantstål med en 45 graders profil både ned mod jorden og indvendig i ringene.

- Profilen giver en god pakning af jorden, og minimerer samtidig risikoen for, at der opbygger sig jord indvendig i ringene. Ringene er monteret parvist på en bladfjeder, som tillader ringene at passere en sten, uden at hele pakkeren skal løftes, tilføjer produktspecialisten.

Følger ploven

Pakkeren kører meget tæt på ploven, og på mange marker kan der startes op, uden at det er nødvendigt at ændre på pakkeren. Skal der fures op langes et hegn, løftes pakkeren op i midterposition, og trækkes ind over muldpladerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Andpak, som pakkeren kaldes, leveres til de kraftige RW 8 vendeplov med fire, fem og seks furer. Til en femfuret plov vejer pakkeren cirka 450 kg., og pakkeren kan monteres på plove med både springbolte og hydraulisk stensikring.

Harve med individuel justering

Grégoire Besson demonstrerede også en nye version af Crossland harven, som en kraftig harve med en tandafstand på 23 centimeter og mulighed for at gå i 25 centimeters dybde.

Den viste model var liftophængt og med en arbejdsbredde på 4,40 meter. Den har hydraulisk opklap og en transportbredde på 3,0 meter.

Harven er med tre buller, og de fjederbelastede Eurochisel tænder skal belastes med 450 kg. før de udløser. Arbejdsdybden på tænderne kan indstilles i tre niveauer. Det giver mulighed for at indstille harven til en lidt dybere bearbejdning af jorden i traktorsporene.

Den demonstrerede harve var monteret med voldjævnere og en kraftig pakker, som efterlod jorden jævn og med en struktureret overflade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Harven kan udbygges til 5,30 meter som liftophængt, og den leveres også som halvbugseret med arbejdsbredder på 4,90 og 5,50 meter.