Af Rasmus Dalsgaard

Med virkning fra udgangen af februar 2014 ophører Brøns Maskinimports samarbejde med Danatek A/S i Farsø, som hidtil har haft forhandlingen af Krone og Grégoire Besson-landbrugsmaskiner i Himmerland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forbindelse med bruddet med Danatek beklager Brøns Maskinimport, at der endnu ikke er en ny forhandlerstruktur på plads i Himmerland.

- Vi ønsker at finde en ny forhandler i området. Men vi ønsker ikke en ny forhandler for enhver pris. Vi skal være sikre på, at det er en forhandler, der blandt andet kan håndtere de store maskiner og det selvkørende grej, siger Dan Hamann, indehaver af Brøns Maskinimport.

Han henviser enhver fremtidig henvendelse efter den 1. marts om køb eller servicering af Krone og Grégoire Besson-maskiner til Jakob Nielsen hos Brøns MaskinImport.

Men han forklarer samtidig, at kunder hos Danatek også fremover vil kunne få opfyldt de gældende garantier og service gennem Danatek.

- Men det, der er vigtigt at understrege, er, at kunderne kan regne med både service og reservedelsforsyning fremadrettet. Det vil vi også sikre igennem Brøns Maskinimport eller igennem andre forhandlere, siger Dan Hamann.