Det største udbrud af hvalpesyge hos mink i mange år er fundet på 42 jyske minkfarme. Det er dermed det største udbrud siden 2003, oplyser DTU Veterinærinstituttet.

Der er diagnosticeret 110 mink på de 42 farme. DTU Veterinærinstituttet har siden i sommer undersøgt 183 mink på 73 minkfarme. Flertallet af de undersøgte mink fra cirka halvdelen af farmene fik altså konstateret sygdommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spredt til hele Jylland

- Det startede med nogle enkelte udbrud i det sydlige Jylland, men nu har hvalpesygen spredt sig ud over hele Jylland som en epidemi, og der er ingen tegn på, at det er ovre, for vi får fortsat mistankesager ind, siger Mariann Chriél i en pressemeddelelse.

Hun er dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet. Antallet af farme, der er blevet ramt, er steget fra en farm om ugen i juli stigende til fire, seks og senest 13 farme om ugen i sidste uge.

De klassiske symptomer på hvalpesyge er flåd fra øjne og næse, hævelse og skorpedannelse ved snude, øjne, ører og poter. Men det er ikke i alle tilfælde, at disse karakteristiske symptomer ses. I nogle tilfælde er der i stedet lungebetændelse og diarré. Dyrlæger skal derfor være ekstra opmærksomme på muligheden for hvalpesyge.

- Herudover viser smittede mink ikke nødvendigvis synlige tegn på sygdom, så der er fare for, at mennesker, der er i kontakt med minkene, spreder hvalpesygen. Man skal særligt være meget agtpågivende i forbindelse med sortering af mink til avl og pelsning, da der her er stor risiko for, at man kan sprede smitten mellem dyrene, siger Mariann Chriél.

50 udbrud i 2003

Da der blev påvist hvalpesyge i slutningen af 2011, var det første udbrud siden 2007.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste år blev tre farme ramt af hvalpesyge. Forude for det store udbrud i 2003, der ramte knap 50 farme, var der mellem 10 og 20 tilfælde i årene op til, og de efterfølgende år faldt antallet af udbrud til mellem 15 og 30. I 2008-2010 var der ingen udbrud.

Ingen smitte til mennesker

Det er ikke dokumenteret, at hvalpesyge har forbindelse til lignende vira hos vilde dyr som grævling, husmår og ilder, men DTU Veterinærinstituttet modtager gerne ræve, husmår og vilde mink, der bliver fundet døde.

Der er anmeldepligt på hvalpesyge, og både besætningerne, hvor hvalpene lever, og de omkringliggende besætninger bliver sat i vaccination.

Hvalpesyge smitter ikke til mennesker.