Færdselsgruppen, der består af Dansk Agro Industri, Dansk Maskinhandlerforening, Danske Maskinstationer & Entreprenører, Danske Sukkerroedyrkere og Landbrug & Fødevarer, har inviteret transportministeren på studietur, hvor han skal kigge nærmere på gyllevogne og bæltekøretøjer, og diskutere udfordring ved gældende regler. Det sker den 11. maj kl. 9.30 på Bregentved.

Baggrunden for invitationen er erhvervets udfordringer med de gældende regler for kørsel med gyllevogne og bæltekøretøjer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reglerne er til med begrundelse i slitage af vejen. Der er dog ikke faglig enighed om omfanget af slitagen og påvirkningen af vejen.

Regler hæmmer

Uens regler kommunerne imellem giver administrativt bøvl i forbindelse med gyllekørsel. Eksempelvis har Næstved kommune givet en generel tilladelse til gyllekørsel for alle landmænd, Slagelse kommune vil have individuelle ansøgninger om tilladelse fra hver enkelt landmand, mens Faxe kommune helt afviser kørsel med 3-akslet gyllevogne på kommunens veje.

Erhvervet er også udfordret af, at det ikke længere er muligt at få dispensation til kørsel med bæltekøretøj på vej. Det betyder, at for at flytte sådan et bæltekøretøj fra en mark til en anden kræver det rekvirering af en blokvogn. At skulle fremskaffe en blokvogn er ressourcekrævende, både i forhold til tid og penge - og betyder, at produktionen er mindre effektiv. Derudover så øger det faktisk trykket på vejen, at skulle have en maskine på en blokvogn og er altså kontraproduktivt ift. at ville mindske slid på vej.

Stor betydning

I region Sjælland har op mod hvert tiende job ophæng i fødevareklyngen. Der er behov for at denne sektor er så produktiv og effektiv som muligt, således skal byrder og forhindringer minimeres. En analyse udført af DAMVAD viser, at 100 nye job i landbruget giver 61 nye job i industri og servicesektor. Det viser at en effektiv landbrugssektor har stor betydning for det øvrige erhvervsliv og samfund.