Abonnementsartikel

Nær Høng på Sjælland har Gangergaardens Maskinstation adresse og herfra løser den fleksible maskinstation et hav af opgaver i et stort område.

Der er sket rigtig meget siden starten på Gangergaardens Maskinstation i 1976. Dengang startede Anders Gangergaard op med en Volvo 700 og en seks ton slamsuger - i dag beskæftiger maskinstationen 22 ansatte og har over 40 selvkørende enheder.

Én ting har dog hængt ved fra 1976, og det er passionen for Volvo-traktoren, som senere blev til Valmet og nu Valtra. Traktor-parken tæller derfor 16 Valtra-traktorer i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man træder ind på kontoret på maskinstationen, bliver man da også advaret med teksten "Welcome to Valtra-territory" på dørmåtten.

Her møder vi Joakim Gangergaard, som nu er anden generation på maskinstationen, og til daglig tager sig af planlægningen i landbrugsafdelingen, mens faderen, Anders Gangergaard, stadig er aktiv med pasning af de 480 hektar landbrugsjord, som også udgør en stor del af aktiviteterne på maskinstationen.

Selvkørende spredere

Maskinstationsafdelingen beskæftiger sig primært med landbrugsopgaver, og der er næsten ikke den landbrugsopgave, som maskinstationen ikke varetager. Det er opgaver lige fra grovfoderproduktion, gylle, såning, plantebeskyttelse, høst, roer og handel samt opbevaring af kornafgrøder.

Et ret stort område for maskinstationen er spredning af restprodukter for flere større virksomheder på Sjælland. På årsbasis bliver det til 150.000 tons.

- Her råder vi over fire selvkørende staldgødningsspredere, fortæller Joakim Gangergaard, indehaver af Gangergaardens Maskinstation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinstationen råder desuden over to bugserede staldgødningsspredere til traktorer.

- De selvkørende spredere har en stor dækmontering, og tillader os at komme ud på markerne tidligt på sæsonen, da marktrykket er lavt. Så de giver en stor spredekapacitet med en lang sæson, påpeger maskinstationsejeren.

De selvkørende spredere er primært Terra-Gator, men en enkelt Holmer har også sneget sig med på maskinlisten. Foruden de selvkørende spredere, så råder maskinstationen også over en selvkørende Terra-Gator gyllenedfælder.

Den selvkørende Holmer har en 26 kubikmeter Bergmann spreder monteret, men kan udskifte den til en 18 kubikmeter sneglekasse, til frakørsel ved mejetærsker i høst.

Selvkørende rapsskårlægger med 25 fod skærebord og to mindre er også en del af maskinlisten, og med en selvkørende Holmer T3 roeoptager samt to mejetærskere, så tæller de selvkørende enheder for en rigtig stor del af maskinlisten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Egne lastbiler

Foruden de mange selvkørende maskiner til landbrugsarbejdet, så råder maskinstationen også over tre lastbiler, som benyttes til transport af korn, gylle, roer, sten og grus.

- Sukkerroerne har efterhånden et faldende areal på vores egn efter sukkerroe-fabrikken i Gørlev lukkede for nogle år siden, men der er stadig nogle hektar med roer, som vi kører til sukkerroefabrikken i Nykøbing Falster.

Det er syv år siden, at den første lastbil rullede ind i Gangergaardens maskinhus, og det skyldes den gang primært fokus på gylletransport på landevejen:

- For ikke at være afhængig af en vognmand ved flytning af gylle til gyllevogne, så letter det planlægningen gevaldigt, når vi selv råder over lastbilerne.

Lastbilerne kom nogenlunde på samme tid, som da en kollega blev opkøbt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde haft et rigtigt godt samarbejde med Kirkestillinge Maskinstation igennem flere år, hvor vi tog os af gyllekørsel, mens de tog sig af grovfoder-delen, fortæller Joakim Gangergaard, så det var en naturlig del at overtage maskinstationen da den blev sat til salg.

- Det betød også, at maskinparken voksede, og vi flyttede derfor i andre lokaler ved hovedvej 22 mellem Kalundborg og Slagelse.

De nye rammer for maskinstationen blev en gammel lucernemelsfabrik med god plads i de tidligere lagerbygninger.

De mange bygninger har også betydet, at maskinstationen har indgået et samarbejde med DLF Trifolium, hvor maskinstationen opbevarer raps, og står for transport, indvejning og lager.

Mange wrapballer

Fra adressen nær Høng kører maskinstationen ud i et stort område:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med maskinerne til grovfoder kommer vi til Ringsted, Sjællands Odde og Næstved, mens vi med mange af specialmaskinerne både kommer til Lolland, Stevns, Møn og helt op til Gilleleje, fortæller Joakim Gangergaard.

Til trods for, at der ikke er mange mælkeproducenter på Vestsjælland, så kommer maskinstationen alligevel gennem over 1.000 hektar majs årligt med Jaguar finsnitteren, og wrapperne pakker 14 til 15.000 baller ind om året.

- Vi leverer wrapballer til Cirkus Arena, og sammen med salg af wrapballer til mange hestefolk, så har vi en del hektar med slætgræs på eget jord.

Maskinstationen dyrker også grovfoder på eget jord, og leverer grovfoder til en fast pris til mælkeproducenter.

De mange wrapballer resulterede i, at maskinstationen fremstillede sin egen wrapper til en New Holland minibigballepresser for fire år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opbygningen var et samarbejde med en lokal smed på hans værksted, men på Gangergaarden er der også fast ansat en smed sammen med en lærling.

- Vi udfører alle de opgaver vi selv kan nå, da det er en stor fordel rent økonomisk, selvom vi naturligvis ikke kan klarer alle opgaver selv, uden hjælp fra montører.

Valtra lever op til kravene

Opgaverne på værkstedet har også ændret sig fra deciderede motor- og gearkassereparationer til flere klargøringsopgaver.

- Vores Valtra-traktorer har sjældent problemer, og slet ikke motorproblemer. Dog er der flere el-hydrauliske komponenter som kan drille, og der skal vi have fat i montører fra serviceværkstedet.

Når der er behov for servicemontører til Valtra-traktorerne så kommer hjælpen fra Valtra-forhandleren Rasmus Degn, som ligger et stenkast væk fra maskinstationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kører efter den strategi, at vi mindst skal køre 10.000 timer med traktorerne, før de skiftes ud til nyt, og det lever Valtra-traktorerne fint op til.

Nye områder

Joakim sørger hele tiden for at specialisere sig inden for forskellige områder, da det giver en god ballast på maskinstationen:

- Det er vigtigt at kan skille sig ud på markedet, og derved hele tiden sørge for arbejde året rundt til folkene. Da vi ikke laver entreprenørarbejde, så skal arbejdet kommet fra andre steder.

Og ét af de nyeste områder for maskinstationen er grenknusning.

- Det nye arbejdsområdet er der allerede blevet taget rigtig godt imod, og vi har haft meget arbejde til den grenknuser vi købte sidste år, så det er dejligt, forklarer Joakim Gangergaard.