Det kommer til at koste den nordjyske landmand Thorbjørn Thomsen 185.000 kroner for lønsnyd i en periode på syv måneder, hvor han havde to ungarske landbrugsmedhjælpere ansat. Desuden skal han betale 75.000 kroner for brud på overenskomsten. Det skriver 3F.

Det er Arbejdsretten, som for nylig afgjorde sagen, som 3F Skagerak har rejst for de to ungarere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden for Den Grønne Gruppe hos 3F Skagerak, Frank Tronborg, siger:

- Det er dybt problematisk, at arbejdsgiveren har aflønnet medarbejdere så lavt og dermed brudt den overenskomst, han selv har skrevet under på at ville følge. Vi havde håbet på en større efterbetaling til vores medlemmer i sagen, men Arbejdsretten mente ikke, der var dokumentation for de mange overarbejdstimer.

Det er fjerde gang, at 3F-afdelinger sikrer efterbetaling til medlemmer i sager, hvor Thorbjørn Thomsen er involveret.

Han siger:

- Det er ikke ond vilje. Det er, fordi jeg ikke har sat mig ordentlig ind i sagen. Det er det, jeg betaler for nu.