Fagbladet 3F har mødt otte af de polakker, som lige nu fortvivlet venter på løn for deres arbejde i juni og juli i år. De er ansat hos det danske selskab Helper Z O.O., som leverer arbejdskraft til Majland. Østarbejderne fortæller, at de blot har fået mellem 1.000 og 2.500 kroner for deres arbejde.

Majland er medlem af Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere og har dermed forpligtiget sig til at følge foreningens overenskomst med 3F. Det betyder, at virksomheden skal betale sine ansatte 127 kroner i timen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men ifølge Fagbladet 3F bruger juletræsgiganten firmaet Helper Z O.O., som beskæftiger polakker til 50-60 kroner i timen ifølge parternes ansættelseskontrakter.    

3F Varde-Billund har krævet, at Majlands hjælper Helper Z O.O. lever op til overenskomsten – og efterbetaler i alt 765.000 kroner til 38 polakker, som er medlemmer af fagforbundet.

Majlands direktør Peder Østbjerg Larsen ved ikke, hvordan polakkerne er blevet aflønnet.

- Vi regner med, at der er ordentlige arbejdsforhold. Det skal der være ifølge vores entrepriseaftale med Helper Z O.O. Jeg ved ikke, hvordan polakkerne er blevet aflønnet. Vi har hørt om lommepenge, men vi har ikke set dokumentation for aflønningen. Vi har skriftligt bedt firmaet om en revisorerklæring fra dets revisor, men vi har endnu ikke modtaget den, siger han til Fagbladet 3F.