Mysteriet opklares måske aldrig: Hvorfor skulle det tage ni år, før Scantruck stillede op til maskinudstillingen Store Legedag - Nyker Maskin & Trucker Show?

Til gengæld er der fuldstændig klarhed over, hvor en portion maskiner skal hen fredag den 9. og lørdag den 10. august. Både Manitou, Komatsu, Atlas og Mustang ruller ind til præsentation på Nyker Stadion på Bornholm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var med på Store Legedag for første gang i fjor. Spørg mig ikke, hvorfor vi ikke har været der tidligere. I hvert fald var det en god oplevelse. Det er vigtigt for Scantruck at komme tæt på kunderne over hele landet. Derfor er det en rigtig fin mulighed at deltage i arrangementet i Nyker, fastslår Scantrucks salgschef, Henrik Kirketerp-Møller.

Han fortæller, at Scantruck blandt andet stiller op med topmodellen inden for landbrugs-teleskoplæssere, MLT840-137PS Elite fra franske Manitou.

Glade arrangører

Mens Scantruck således ser frem til at præsentere sig for anden gang i Nyker, glæder arrangørerne bag Store Legedag sig over, at en af landets største inden for entreprenør- og landbrugsmaskiner vender tilbage.

- Scantruck debuterede på vores udstilling sidste år, og det var mit indtryk, at firmaets mandskab var ganske imponerede over Store Legedag, siger formanden for Store Legedag - Nyker Maskin & Trucker Show, Carsten Mogensen.

- Tilsvarende er vi altså rigtig stolte af også at have en af de helt store importører på udstillerlisten. Mange af de andre maskinmærker er jo også med på Store Legedag. Derfor betyder det meget for os, at Scantruck vender tilbage. Og tilmed med både Komatsu, Manitou, Atlas og Mustang, fortæller Carsten Mogensen.