Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Manitou teleskoplæsser er uundværlig på St. Rise Maskinstation
- Den er helt uundværlig for mig, og jeg bruger den til rigtig mange forskellige ting - både når jeg skal læsse, flytte og grabbe, siger Johnny Kildegaard Thomsen, der er indehaver af St. Rise Maskinstation på Ærø om sin Manitou MLT841-145 PS+ landbrugsteleskoplæsser, det skriver Scantruck i en pressemeddelelse.
Han begyndte sin maskinstations-forretning for 20 år siden, og efterfølgende er der kommet flere forskellige og alsidige opgaver til. Det betyder blandt andet, at han både fungerer som vognmand, kører entreprenørkørsel og står for renovation på øen. Derudover har han og de 16 ansatte også en tjans på genbrugspladsen. Og her bruger han også sin Manitou MLT841-145 PS+ landbrugsteleskoplæsser, ligesom han anvender den, når han kører halm. Og det gør han ofte.
- Vi har nogle flaskekuber på øen, og når de skal tømmes, har jeg brugt min Manitou. Vi grabber græs til både heste- og kvægfolk, og der er den også rigtig god. Den er meget omkring og meget vigtig for mit arbejde, fortæller Johnny Kildegaard Thomsen.
3.000 timer
I 2005 fik han sin første Manitou, og siden har han hverken haft lyst eller behov for at skifte modellen ud. Til gengæld har han haft seks teleskoplæsere, for når der er kørt cirka 3.000 timer i den, så er det tid til en ny. Det svarer til, at han cirka hvert tredje år skifter den ud, og det er netop sket.
Den nye model har fået et ansigtsløft, og det glæder han sig over.
- Der er meget bedre udsyn i den nye kabine, og så er den mere støjvenlig. Der er heller ingen tvivl om, at motoren er bedre, for den er mere sejtrækkende, og det kan gøre arbejdet nemmere, siger Johnny Kildegaard Thomsen.
Det er en Yanmar ST5-motor, der er kommet i den nye model, så den opfylder de nye miljøkrav, og derudover har den fået nyt design.
Ø-udfordringer
Når man bor på en ø, kan der godt være udfordringer forbundet med det, og her er Johnny Kildegaard Thomsen meget tilfreds omkring samarbejdet med Scantruck.
- Der er rigtig god service, og det er vigtigt for mig. Der er altid hurtig assistance. Hvis jeg en sjælden gang imellem har problemer, så sørger Scantruck altid for, at jeg er hurtigt kørende igen. Det vægter meget højt for mig, når vi bor på en ø, for der er hjælpen ikke altid så hurtig og nem, som den er på fastlandet, fortæller Johnny Kildegaard Thomsen.