Et umiskendeligt New Holland design. Et bredt program med motorer fra 65 til 113 heste. Evner til en bred vifte af arbejdsopgaver - ikke mindst læsserarbejde. Og en spiselig pris. Det er noget af det, der kendetegner den nye TD5 traktorserie fra New Holland.

TD5 serien er en af mærkets enstjernede nyheder på Agromek, hvor den nok skal tiltrække sig bred interesse. New Holland har nemlig både videreudviklet og udvidet TD5 serien, hvilket giver eksempelvis landmænd med traditionel mælkeproduktion og kvægbrug mulighed for at få en pålidelig traktor til en konkurrencedygtig pris. Den udvidede serie har nu seks modeller, nemlig TD5.65, TD5.75, TD5.85, TD5.95 og dertil de to nye topmodeller i serien TD5.105 og TD5.115. De to mindste modeller er med trecylindrede motorer, og resten er firecylindrede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

TD5 tilbyder som den eneste i sin klasse ratmonteret hydraulisk PowerShuttle vendegear som ekstraudstyr, så man kan skifte retning under kørslen uden at skulle trykke koblingspedalen ned. Det gør den velegnet til læsserarbejde, ikke mindst for landmænd med mælkeproduktion og kvægbrug, hvor læsseren bruges meget, når man stabler baller eller fodrer kvæg.

Bedre ergonomi

Kabinen har fået en ordentlig tur - især er ergonomien, funktionen og udsynet forbedret. Alle vigtige betjeningsgreb, inklusive gashåndtaget og grebene til styring af de hydrauliske fjernventiler, er blevet flyttet over i højre side, så føreren ikke behøver at vende og dreje sig så meget. Den integrerede læsser-joystick, der er placeret ergonomisk korrekt i kabinen sammen med den søjle-monterede vendegearstang, gør arbejdet nemmere og hurtigere og gør føreren mindre træt.

Udsyn er et vigtigt kendetegn på TD5'eren, der nu har et glasareal på over fem kvadratmeter. Endelig er klimastyringen forbedret, sædet er bedre - også passagersædet - og bremseevnen er forbedret med 15 procent.