Når New Holland kommer til Agromek i Herning, bliver det også med en håndfuld nyheder af mere elektronisk art. Et par af dem peger endda så meget fremad, at de har opnået tre stjerner. Særligt interessant er New Hollands nye Smart Key system.

Med Smart Key - den ene af de to trestjernede nyheder - kan hver medarbejder udstyres med én nøgle der forinden er kodet til de New Holland maskiner, som vedkommende har adgang til. Specifikke maskinindstillinger, som medarbejderen har indkodet ved en bestemt maskine ligger også i nøglen og kommer automatisk frem, når den aktiveres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mulighederne med systemet er i det hele taget mange. Ejeren eller driftslederen kan indkode nøglerne forskelligt til den enkelte. Eksempelvis kan hastigheden på vejen begrænses, eller der kan være maskiner, en medarbejder ikke tildeles adgang til. Systemet giver mulighed for at hente oplysninger om det gennemsnitlige dieselforbrug til en given opgave, eller hvor høj kapacitet den enkelte medarbejder har haft med det enkelte redskab. Hver nøgle kan "rumme" op til 40 maskiner.

Den anden trestjernede nyhed er New Hollands trailerbremsesystem, som på intelligent vis overfører bremsekraft til vognen. Elektronikken måler traktorens deceleration og de kræfter, hvormed drivakslerne påvirkes, og udregner, hvor stor en bremsekraft, der skal overføres til vognen. Derved opnår man en skånsom nedbremsning, hvor også vognens bremser hjælper, uden at bremsepedalerne er påvirket. Samtidig skåner det transmissionen. Systemet giver også bedre sikkerhed, eftersom man undgår at vognen skubber traktoren, så hele vogntoget kommer i slinger.

Mere elektronik

New Hollands enstjernede nyhed er et videreudviklet ABS bremsesystem til T7-serien. ABS SuperSteer systemet har to programmer. Det ene betyder, at man kan bremse og styre samtidig, som det kendes fra biler. Det andet program gør, at man kan bruge sidehjulsbremsen ved vending i foragre, uden at blokere hjulet og dermed lave skader i for eksempel græsmarker. Desuden har systemet en "hill holder", som aktiverer bremserne ved standsning på bakker - også kendt fra bilernes verden. Når man slipper koblingen igen, løsnes bremsen automatisk, og man undgår at traktoren ruller tilbage.

Den sidste enstjernede nyhed fra New Holland er Telematics. Systemet opsamler data fra et køretøjs display og GPS og sender maskindataene trådløst til kontoret. Det er egnet til kontrol med flere køretøjer og giver mulighed for at følge, hvor de er, hvor mange timer de kører, og hvornår de skal til service. Der kan opsættes forskellige alarmer, som for eksempel hvis køretøjet forlader et bestemt område. Telematics findes både i en basisversion og en mere avanceret version.