Mange udstillere har nu opgjort resultatet af deres indsats på Agromek, og fra flere sider lyder der positive meldinger.

- Vi havde en god uge på Agromek med et rigtig godt fremmøde på vores stand, siger Ove Juel, marketingchef, New Holland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver også det nye initiativ med en testbane som meget positivt.

- det var helt perfekt og noget, vi var meget glade for. Vi skulle lige have justeret lidt omkring tilmeldingsmuligheden, fordi der var langt fra vores stand til testbanen, men derefter kørte det, siger han.

New Holland betegner også det konkrete salg i forbindelse med Agromek som ganske fornuftigt.

- Det har lidt at gøre med tidspunktet for Agromek, som er rigtigt for os. Det er vores salgsmæssige højsæson, og det har en del med sagen at gøre, forklarer Ove Juel.

Han tilføjer, at der længe har været arbejdet på og lagt op til mange af handlerne, og at det derfor i mange tilfælde var naturligt at skrive kontrakt på Agromek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det var en ganske betydelig flåde af traktorer og mejetærskere, New Holland fik handlet i Agromek-ugen.

- I hele ugen har vi lukket cirka 50 handler, hvoraf cirka to tredjedele er traktorer.

Grene: Udviklingen vendt

- Vi havde overordnet et rigtig godt Agromek og er meget tilfredse. Der var en flot fremgang i besøgstallet, og det var også nødvendigt, siger Søren Larsen.

Han mener, det ville være ærgerligt, hvis et så betydningsfuldt landbrugsland som Danmark skulle stå uden en stor landbrugsmesse.

- Så vi har krydset fingre for, at den negative udvikling i besøgstallet blev vendt, og det synes vi, den blev. Vores stand har været utrolig godt besøgt alle dagene og vi har haft forrygende travlt, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener dog, at der stadig er plads til forbedringer. Blandt andet synes han ikke, at effekten af aftenåbent er særlig stor.

- Vi havde en stor onsdag, men det døde noget ud i de sidste timer, og det er mit indtryk, at der ikke kom mange nye besøgende. Til gengæld savner vi lørdagen, som ganske vist kaldes den store barnevognsdag. Vi har traditionelt haft mange fritids- og hobbylandmænd på vores stand om lørdagen. Og vi har også på lørdage haft besøg af mange ansatte fra vore forhandlere, fordi de ikke har tid i hverdagen, siger Søren Larsen.

- Jeg synes måske også, vi savnede nogle af producenterne inden for have, park og skov på messen, tilføjer han.

- Jeg har i øvrigt en fornemmelse af, at Agromek har forbedret markedsføringen. Jeg synes, at Agromek har været mere synlig end tidligere, siger han.

Scan-Agro: bedste i flere år

Hos Scan-Agro kan salgs- og marketingchef Finn Søndergaard næsten ikke få armene ned efter Agromek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er det bedste Agromek i flere år. Vi oplevede en virkelig god interesse og fik mange emner i bogen, fortæller han.

Og der blev også afsluttet konkrete handler.

- Det var dog ikke så mange, men en fire-fem stykker blev det da til, siger Finn Søndergaard.

Han nævner, at der da også var krisesnak ind imellem.

Finn Søndergaards største udfordring under Agromek var, at standens beliggenhed i hal M betød, at der gik et par timer efter åbningen, før der for alvor kom mange besøgende, og de sidste par timer om eftermiddagen kneb det også med tilstrømningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I ydertimerne kunne vi nøjes med halvt personale, mens vi kunne have brugt det dobbelte midt på dagen, selv om vores personale på standen udgjorde 20 personer, siger han.

Han erfarede, at den store tilstrømning midt på dagen betød, at mange besøgende stod i kø eller opgav at komme til at snakke med personalet.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men en konsekvens af, at vores stand ligger i midten, så det er noget, Agromek bør arbejde med. Jeg har tidligere foreslået, at man kan indsætte shuttlebusser for at fremme en mere jævn strøm af besøgende, siger Finn Søndergaard.