Bæredygtigt Landbrug skal have ny formand. Christian Castenskiold, der har været formand siden stiftelsen af foreningen, meddelte i aftes på generalforsamlingen, at han trækker sig på grund af øget arbejde på andre områder.

Ifølge formanden har formandsskiftet længe været aftalt med bestyrelsen, som han takkede for et meget skægt og spændende samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har aldrig været i en bestyrelse, hvor holdninger og kompetencer positivt spændte så vidt, og alle gjorde en sådan indsats for at fremme sagen til fælles bedste. Her vil jeg gerne sige, at jeg er stolt over, at vi er nået hertil, trods modstand, bump og buler. Der er sket bevægelser, og ting er undervejs. Bæredygtigt Landbrug har på kort tid haft stor indflydelse, og sådan skal det fortsætte, sagde Christian Castenskiold.

Christian Castenskiold blev i øvrigt genvalgt til bestyrelsen sammen med Flemming Fuglede Jørgensen, Løkken, Jens Iversen, Christiansfeld og Karin Dinesen, Slagelse.

Derudover udvidede bestyrelsen med endnu et medlem, Peter Kjær, Haslev, der har organiserede traktordemonstrationen sidste år i København og de seneste happenings i forbindelse med foreningens vækstkonference i Den Sorte Diamant.