Mobiltelefonen er uundværlig for de fleste landmænd, og der er stor efterspørgsel efter apps og andre teknologiske gadgets, der kan være med til at lette det daglige arbejde. Det viser en dugfrisk analyse blandt 300 danske landmænd, gennemført af Sermo Analyse på vegne af Bayer CropScience.

- Jeg har svært ved at forestille mig en hverdag uden elektroniske arbejdsredskaber. Jeg får lokale vejrudsigter, daglige noteringer på kornpriser og anden faglig information på min Android-telefon, og jeg har altid min PDA i lommen til at registrere mine markbehandlinger, siger Klaus Løjtved, der driver et landbrug på Sydfyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Andelen af den samlede danske befolkning med mobil adgang til internettet er 27 procent, og ifølge undersøgelsen blandt danske landmænd under 50 år har 41 procent af disse internetadgang på deres telefon.

Undersøgelsen viser desuden, at en ud af fem har en Smartphone, som de bruger op til to timer hver dag. Det er især e-mail, nyheder og Facebook, de bruger Smartphonen til. To ud af fem landmænd med en Smartphone har downloadet landbrugsrelaterede apps.  

Ny app skal hjælpe landmændene

Smartphonen bruges ofte til landbrugsfaglige områder, som gødningsregistrering og andre markregistreringer. Men landmændene vil også gerne bruge mobiltelefonen til andre arbejdsopgaver, hvor halvdelen fremhæver sprøjteregistrering som det foretrukne område for fremtidigt arbejdsbrug.

- Der er stor efterspørgsel efter flere tekniske arbejdsredskaber. Jo lettere det bliver for landmanden at optimere dyrkningen af markerne og minimere anvendelsen af brændstof,  jo bedre er det for miljøet. Det vil vi gerne støtte op om, og derfor lancerer vi en gratis app, hvor landmanden dagligt kan hente nyheder og inspiration, siger Henrik Olesen, nordisk marketingchef hos Bayer CropScience.

Den gratis Android-app til landmænd hedder Mobilkonsulenterne. Den giver adgang til Bayer CropSciences tjenester - herunder nyt om produkter til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr, den seneste lokale vejrudsigt, fagrelaterede nyheder og Agro-TV med idéer og inspiration.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye Mobilkonsulenterne app kan hentes i Android Marked.