Der var lagkage med to lys til folkene i Miljø og Teknik i Randers Kommune i dag.

På to-årsdagen for svineproducent Hans Henrik Hyltofts ansøgning om miljøgodkendelse tog han sammen med sin rådgiver, miljøkonsulent Anne Kirkegaard fra LandboMidtØst, hen til sagsbehandlerne i Randers kommune med en lagkage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sektionsleder Ulrik Mathiasen og biolog Freddy Fisker Sørensen tog pænt imod de uventede gæster og beklagede den lange ventetid.

Der blev ikke givet konkrete løfter om hurtigere sagsbehandling fra den kommunal side, men både Ulrik Mathiasen og Freddy Fisker Sørensen håbede, at Hans Henrik Hyltofts sag ville blive afsluttet hurtigt.Hans Henrik Hyltoft søgte den 21. december 2007 om tilladelse til at opføre en klimastald på sin bedrift ved Nørbæk, der ligger mellem Viborg og Randers.

- Det er ikke befordrende for vores erhverv med de lange ventetider, men hvad skal man gøre? Jeg har nu valgt at bruge humoren som våben, for jeg tror ikke, man kommer så langt ved at skælde ud, siger Hans Henrik Hyltoft, der tændte to lys lagkagen for at markere sin lange ventetid.