Det er ikke hver dag, at 11 traktorer leveres til samme kunde, og det er også første gang Jørlunde Maskinforretning i Slangerup har leveret 11 traktorer til samme kunde på én gang.

Ikke desto mindre var det tilfældet, da den nordsjællandske maskinforretning med cirka 36 kilometer til rådhuspladsen i København, onsdag den 26. marts overdrog de knap 1.300 nominelle hestekræfter til AP Grønt i Slangerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leveringen består af flere forskellige Case IH modeller, med tre Case IH Farmall 95U, tre Case IH Farmall 115U Pro, en Case IH Farmall 95U Pro, to Case IH Maxxum 130 CVX, en Case IH Puma 145 samt en Case IH Puma 160.

Fra grøn til rød

Det er første gang i nyere tid, at AP Grønt køber Case IH, men ikke første gang, at der samarbejdes med Jørlunde Maskinforretning.

- Vi har altid været rigtig glade for at handle hos Jørlunde Maskinforretning, og har gjort det siden 1978 og derfor kom det også naturligt, at vi også denne gang vil handle hos maskinforretningen, fortæller Per Hardenberg, indehaver af AP Grønt.

AP Grønt er én af Danmarks større gartnerier, hvor der dyrkes specialsalater og babyleaf produkter som spinat, rucola, salatblade og meget mere. Gartneriet beskæftiger op imod 150 personer om året.

Maskinparken er derfor meget omfattende, og rummer mange traktorer og endnu flere maskiner til håndtering af de i alt 300 hektar med afgrøder hos AP Grønt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At vi vælger 11 nye Case IH på én gang, og ikke nøjes med en enkelt skyldes flere ting, fortæller Per Hardenberg.

- Dels tror vi på produktet fra Case IH, dels vil vi støtte forhandleren, og endelig, synes jeg, at det er vigtigt, at sende et signal. Det er ingen hemmelighed, at der kommer 10 grønne traktorer i bytte, og på baggrund af store strukturændringer hos en række forhandlere i Danmark for et par år siden, er jeg godt tilfreds med at vise, at de amerikanske tilstande ikke eksistere alle steder i Danmark.

Verdenspremiere i mellem

De 11 traktorer er langt fra udstyret ens. Blandt andet er de tre Farmall U udstyret med en sporvidde på to meter i indvendigt mål mellem hjulene og med front PTO samt krybegear. Den ene Farmall 115 U er udstyret med 710 millimeter brede bagdæk, og de fire største Case IH traktorer har autostyring monteret.

- Faktisk er der to vaskeægte verdensnyheder mellem traktorerne, da de to Case IH Maxxum CVX er de første i verden med forberedt autostyringsmontering fra fabrikken, fortæller Martin Jørgensen, distriktschef for Case IH i Østdanmark.

De fire største traktorer i handlen er udstyret med RTK autostyring med nøjagtighed helt ned til 2,5 centimeter og styringen sker over Trimbles FM 1000 terminal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af grundene til, at AP Grønt ikke har valgt autostyringen igennem Case IH's integreret skærme i form af AFS 300 og 700 terminale skyldes, at man i fremtiden måske har planer om redskabsstyring, og her er Trimble skærmen allerede forberedt til en sådan løsning.

De fire Farmall U Pro traktorer er også en spændende serie, som så småt er ved at ankomme til Danmark.

- Serien strækker sig over tre modeller fra 95 til 115 hestekræfter nominel, og serien har et forholdsvis højt udstyrsniveau, da der er fire powershiftgear i hver gruppe, og elektronisk lift samt hydraulikventiler. Desuden har chaufføren mulighed for at finindstille transmissionen, så den passer til netop den kørestil der ønskes, fremhæver Martin Jørgensen.

Borgmesteren kørte i front

Ved overleveringen af de 11 Case IH traktorer var Frederikssunds Kommunes borgmester John Schmidt Andersen mødt op, og han fik æren af at køre den forreste traktor i den lange kolonne af røde traktorer der tog turen fra Jørlunde Maskinforretning igennem Slangerup til AP Grønt på den anden side af byen.

- Jeg er rigtig glad for, at være med til leveringen af traktorerne i dag, hvor de to stærke virksomheder i kommunen begge får stor udnyttelse af traktorhandlen, konstaterer John Schmidt Andersen, som dog gerne så traktoren måske havde en lidt anden farve:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er lidt en skam man ikke kunne få de flotte Case IH traktorer i en mere blålig farve, påpeger borgmesteren, som ligger den blå farve i forlængelse af hans politiske overbevisning.

Borgmesteren fik æren af at klippe båndet til de 11 traktorer, og efter champagne propperne havde lydt gik turen fra maskinforretningen til AP Grønt med de 11 skinnende røde Case IH traktorer.