Agrarøkonom skal lede en af Danmarks største landbrugsbedrifter

Overgaard Gods har nu fundet sin nye direktør, Kasper Henricksen, som tiltræder i stillingen pr. 1. april 2020. Kasper Henricksen er uddannet agrarøkonom og har mange års erfaring med landbrugsdrift, både mark- og svinebrug.

- Kasper kommer fra en stilling som godsinspektør på Brattingsborg Gods, hvor han ledelsesmæssigt har haft ansvaret for flere identiske forretningsområder, som han også skal varetage på Overgaard.

Det oplyser Lisbeth Lauridsen, der er bestyrelsesformand for Overgaard Gods. Hun fortsætter:

- Vi er helt overbevist om, at vi får en meget velkvalificeret direktør med et bredt udsyn. Kasper Henricksen forstår både at drifte og optimere et moderne dansk landbrug og har tillige indsigt i og forståelse for det marked som Overgaards Agro-afdeling adresserer med landbrugskunden i fokus. Han har fokus på og idéer til forretningsområderne set i en global verden, hvor bæredygtighed er et omdrejningspunkt med hensyn til økonomi, ledelse, menneskelige ressourcer og kultur.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi er også sikre på, at Kasper i tilgift har respekt og øje for den kulturarv og historie, han samtidigt også skal forvalte på Overgaard. Vi ser meget frem til at byde ham velkommen.

Selv siger Kasper Henricksen:

- Overgaard Gods er for mig en rigtig spændende virksomhed, der med sine forskellige driftsgrene har en dyb forankring i landbruget, som jeg brænder så meget for. Jeg glæder mig vildt meget til at tiltræde som direktør og sammen med de dygtige ledere og ansatte at stå i spidsen for Overgaard Gods.

Afløser for Claus Bergreen

Kasper Henricksen afløser Claus Berggreen, som i efteråret valgte at opsige sin stilling. Claus Bergreen ønskede efter ni års ansættelse at søge nye udfordringer.

Siden Claus Bergreens fratrædelse har økonomichef Anders Fisker fungeret som midlertidig direktør.

Overgaard Gods, der ligger ved Mariager Fjord, var under Claus Berggrens ledelse igennem en turn-around og positiv udvikling, der medvirkede til, at godset på knap 2400 hektar fik balance på driften.

I 2018 producerede godset 36.000 30-kilos smågrise. Dertil kommer en agroafdeling, der handler med korn og gødning.

Godset har 33 ansatte.