Fødevareministeren vil ikke gætte på konsekvenserne, hvis Alternativets forslag om 100 procent økologi bliver virkelighed.

Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har bedt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen oplyse, hvad konsekvenserne vil være for dansk landbrug, hvis Alternativets partiprogram med krav om 100 procent omstilling af dansk landbrug til økologisk produktion i 2040, ville være.

Men ministeren afviser at give svar på en for ham hypotetisk situation:

- Der vil være en række af konsekvenser, hvis et erhverv gennemgår en så gennemgribende ændring, som Alternativet lægger op til. Alternativets forslag har mange vanskeligt kvantificerbare konsekvenser for landbrugsproduktionen i Danmark. På den baggrund ønsker jeg ikke at begive mig ud i at gætte på konsekvenserne af den hypotetiske situation i år 2040, som Alternativet opstiller, svarer Esben Lunde Larsen.