Lyt til artiklen:

"Hjælp Ukraine Nu" giver mad, tøj og medicin til interne flygtninge

00:00
Hastighed: ???x
03:28

Det ukrainske folk har desperat brug for hjælp, og der er i den danske befolkning et stort ønske om at hjælpe de krigshærgede ukrainere bedst muligt. Rundt i Hele Danmark er diverse indsamlinger i gang; tøj, mad og overlevelsesudstyr samles sammen og fragtes afsted mod grænsen. Og det hjælper. Men det er svært at få nødhjælpen frem til de internt fordrevne kvinder, børn og ældre i selve Ukraine, og dem har Tom Axelgaard med indsamlingen www.help-ukraine.nu nu sat sig for at hjælpe.

Tom Axelgaard er efter mange års arbejde i Ukraine blevet udnævnt til konsul for Ukraine i Danmark, og én uge inde i den russiske invasion af hans andet hjemland har han nu fået stablet en indsamling på benene, der via et omfattende lokalt ukrainsk netværk skal hjælpe ukrainerne lokalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi køber og distribuerer tøj, mad og medicin til hjælp for kvinder børn og ældre, som er søgt ud af de store byer og til landdistrikterne. Det bugner med folk i skoler og offentlige bygninger, og de flygter mod vest, de fleste af dem, forklarer Tom Axelgaard der dagligt er i kontakt med officielle ukrainske kilder og lokale øjne og ører på landjorden.

Herfra lyder det samstemmende, at der er brug for al den hjælp, man kan få, og ved at hjælpe igennem help.ukraine.nu kan man være sikker på, at hjælpen når frem til dem der trænger mest.

- Vi har fuld kontrol over de midler, som kommer til os. Vi bruger dem selv med hjælp fra vores folk i Polen og Ukraine, for at hjælpe så meget som muligt på stedet, så længe vi kan det, forklarer Tom Axelgaard til Maskinbladet efter et webinar fredag formiddag, der gratis kan genses på hjemmesiden hos Farmbrella.dk, der var initiativtager til mødet med Ukraines konsul i Danmark.

Landets sydvestlige del er fortsat mulig at transportere folk og nødhjælp rundt i, så via et lokalt netværk har help.ukraine.nu sat sig for at få så meget hjælp frem til de internt fordrevne som muligt.

Én million kroner på ét døgn

Tom Axelgaard og hans hjælpere har i samarbejde med Danish Farmers Abroad lavet en task-force, der tager sig af den lokale kontakt, og så får man også hjælp fra organisationen Bevar Ukraine, en ukrainsk organisation stiftet i 2014, da der sidst var risiko for, at Ukraine ville forsvinde og blive en understat i Rusland, forklarer Tom Axelgaard

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kontoen til støtte-indsamlingen help.ukraine.nu blev først sat op den 3. marts, og allerede et døgn efter var der tikket mere end én million kroner ind på kontoen. Penge, som Tom Axelgaard lover kommer i sving så hurtigt som overhovedet muligt.

Men det er ikke kun økonomisk man kan bidrage til den ukrainske kamp mod de russiske styrker. Tom Axelgaard opfordrer alle til at række ud til sine russiske forbindelser, og til at forudsætte, at de ikke er enige i, at invasionen af Ukraine tjener et ædelt formål.

- Stil spørgsmålet: kan du ikke selv gøre noget? For viser man mistillid, så gør man størst indtryk på Putin - og han kan ikke putte hele Ruslands befolkning i fængsel, forklarer Tom Axelgaard, som gør det klart, at de sanktioner, der lige nu er iværksat mod Rusland i første omgang rammer den enkelte russer, men i mindre grad Putin, og vi skal passe på ikke at gøre alle russere til vores fjender.

- Vender vi den enkelte russer ryggen, så bliver vi fjenden, selvom vi ellers ikke var det.