Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Asmildkloster indgår partnerskab med virksomheder i landbruget
Studerende Laust Fisker og AØ-partner Lars Kudahl, svineproducent, er enige om, at gensidig tillid er en vigtig forudsætningen for et godt partnerskab på Agrarøkonom-uddannelsen.
Det er over en kop kaffe ved spisebordet eller over telefonen, at Laust Fisker og Lars Kudahl vender de vigtige beslutninger i Lars Kudahls virksomhed. De to indgår i et AØ-partnerskab, som er en central del af Asmildkloster Landbrugsskoles agrarøkonomuddannelse.
Formålet med partnerskabet er ifølge forstander på Asmildkloster Landbrugsskole, Lars Møgelbjerg Andersen, at anvende det, man lærer på skolen i praksis, at skabe et netværk ude i erhvervet, få personlig og faglig sparring samt oplevelsen af at være en del af de ledelsesmæssige beslutninger og overvejelser på et landbrug, skriver Asmildkloster Landbrugsskole i en pressemeddelelse.
- En AØ-partner er ham, der fylder alt muligt på den elev, der er tilknyttet. Det at give ham vores materiale, lade ham være med i opgaver og udregninger, synes jeg, er den fornemste opgave. Man er nødt til at åbne sin virksomhed helt op, ellers giver det ikke mening at være AØ-partner, siger Lars Kudahl.
Den studerende på AØ-uddannelsen undervises i finansiering, økonomi, virksomhedsledelse, strategi, virksomhedsudvikling, global økonomi, markedsføring med mere.
- Man lærer, hvordan man udvikler sin landbrugsvirksomhed og fremtidssikrer den, så vi også har en virksomhed om ti år. Samtidig lærer vi, hvordan vi skal agere som ledere af en virksomhed, siger Laust Fisker, som startede på agrarøkonomuddannelsen i februar 2020.
Win-win for begge parter
Laust Fisker og Lars Kudahl er slet ikke i tvivl om, at de har et godt samarbejde, hvor begge parter bliver klogere. Lars Kudahl har kunnet bruge Laust Fisker som en hjælp, især når det er kommet til det økonomiske, da regneark aldrig er noget, han har sat sig ind i - Det kan Laust bruge. På den måde kan vi hurtigt sætte noget op i et skema. Det er nok især i forbindelse med gyllekørsel, hvor Laust lavede nogle regnestykker. Det var en øjenåbner for mig, at det måske ikke kan betale sig at sidde oppe på den traktor selv, siger han.
Derudover er det ifølge Lars Kudahl også rart at have et ungt menneske, der kan sætte nogle tanker i gang og tilbyde noget perspektiv.
- Vi har haft en medarbejder, som vi kørte skævt med. Han var kommet til at love for meget i forhold til, hvad han kunne. Der sagde Laust nogle ting, som bekræftede os i vores opfattelse af, at han nok ikke var helt inde i sagerne, siger Lars Kudahl.
Friske indspark
Og det går begge veje, for mens Lars Kudahl får nogle friske indspark til sin virksomhed, får Laust Fisker muligheden for at tage den undervisning, han har på agrarøkonomuddannelsen, med ud i virkeligheden - Nogle af de elementer vi har om i teorien, kan man komme ud at se og bruge i virkeligheden. Så kan man se, hvordan man skal bruge det, man lærer oppe på skolen, for det kan godt være svært, når man sidder i et klasselokale. Jeg kan for eksempel godt finde på at ringe til Lars og høre, om det nu også er sådan det foregår ude på gården.
Blandt andet har han i samarbejde med Lars Kudahl haft møder med forskellige banker. - Så har man været med til den proces, før man selv skal stå i den på et tidspunkt. Så det vil jeg komme til at bruge fremadrettet. Det er jeg slet ikke tvivl om, har været rigtig sundt for mig, siger Laust Fisker.
Tillid er vigtigt
Der er god kemi mellem de to landmænd, og det betyder selvfølgelig meget for deres samarbejde. Men noget, der er endnu vigtigere, er tilliden til hinanden - Det vil jeg næsten sige, er det vigtigste, siger Laust Fisker.
Man skal være hundrede procent indforstået med, at man skal lægge alle tal på bordet, siger Lars Kudahl. Og netop det er ifølge dem begge vigtigt, for det er svært at komme med reelle og brugbare input til AØ-partnerens virksomhed, hvis ikke man får lov til at komme helt ind i maskinrummet. Men man har intet at miste ifølge Lars Kudahl, for på den anden side får man hele tiden noget tilbage.
- Jeg kan godt lide at få Laust på besøg. Når en ung, frisk mand, der vil landbruget kommer på besøg og man er sikker på, at hans mål det er at blive selvstændig på et tidspunkt. Så er det jo al arbejdet værd, siger Lars Kudahl.
Fakta om partnerne:
Laust Fisker blev faglært landmand fra Asmildkloster Landbrugsskole i januar 2016, afsluttede produktions-lederuddannelse i juni 2017 og har indtil han startede på agrarøkonomuddannelsen i februar 2020 arbejdet med landbrug.
Lars Kudahl startede på sine forældres gård i 1991 og havde forinden været på grundskole på Asmildkloster Landbrugsskole og driftslederuddannelsen på Bygholm Landbrugsskole. Han startede på sine forældres gård med 120 søer og 70 hektar land. I dag er der 1000 søer, 200 hektar ejet land og 200 hektar forpagtet land at administrere. Det har han 4-5 ansatte og en kone, der er uddannet sygeplejerske, til at hjælpe med.
AØ-Partneren stiller sin virksomhed til rådighed i det år uddannelsen som agrarøkonom varer. Det tætte samarbejde giver både hands-on læring med nye begreber og metoder samt personlig udvikling og nyt netværk.