Den nuværende halmproduktion i Danmark har et uudnyttet potentiale på 1,5 millioner tons halm årligt. Denne halm kan spille en vigtig rolle, når Danmark skal bevæge sig hen mod at erstatte de fossile råstoffer. Det vurderer Det Nationale Bioøkonomipanel, der i dag lancerer dets nyeste anbefalinger om, hvordan Danmark kan udnytte potentialerne i gule biomasser så som halm.

- Med de nuværende markeds- og afsætningsforhold vil der være cirka tre millioner bigballer halm i overskud, der kan anvendes til produktion af biobrændstoffer. Det er da oplagt at udnytte den ressource - også som et skridt i udviklingen mod det biobaserede samfund, siger panelmedlem Asbjørn Børsting, formand for forskningsudvalget i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nationalt krav

For at sætte udviklingen i gang anbefaler bioøkonomipanelet, at politikerne vedtager et nationalt iblandingskrav på 2,5 procent avancerede biobrændstoffer.

- Et nationalt iblandingskrav kan fungere som et springbræt til at bygge danske fuldskala bioraffineringsanlæg, så vi på sigt i Danmark kan udnytte halmen optimalt, dels til højværdiprodukter, dels som bæredygtig brændstof til fly og skibe, siger panelmedlem Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Derfor anbefaler Det Nationale Bioøkonomipanel ligeledes, at de samlede rammevilkår inden for en overskuelig årrække revideres, så de understøtter anvendelsen af gul biomasse til højværdiprodukter samt til drivmidler i den tunge transport samt fly og skibe.

Ingen negative klimapåvirkninger

- Det er vores vurdering, at der med de nuværende areal- og afgrødeanvendelser kan bjærges omkring 1,5 mio. tons halm ekstra om året i Danmark til gavn for en yderligere udvikling af bioøkonomien og uden negative klima-, miljø- og naturmæssige påvirkninger, siger panelmedlem Morten Gylling, seniorrådgiver fra Københavns Universitet.