Til Danske Halmleverandørers generalforsamling torsdag den 26. marts, var der positiv stemning for halmens fremtid. Formand Hans Stougaard fortalte i beretningen om en række nye varmeværker, der i 2014 har etableret nye halmkedler til en samlet kapacitet på mere end 100.000 tons halm pr år.

Det er blandt andet værkerne i Vejen, Aabenraa-Rødekro, Billund samt en udvidelse i Hørby og Nakskov der har øget forbruget af halm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er rigtig dejligt at der nu er kommet gang i etablering af halmkedler på fjernvarmeværker igen, det giver forbrugerne varme, der er produceret af lokal bæredygtig biomasse, samtidig med at der skabes lokale arbejdspladser, siger formand Hans Stougaard.

Halm i fokus

Hans Stougaard kunne ligeledes fortælle om det fokus, der er på halmen, når man ser på debatten om bioøkonomien. Her fremviste formanden den seneste anbefaling fra Det Nationale Bioøkonomipanel, hvor regeringen bliver anbefalet at vedtage et nationalt iblandingskrav på 2,5 procent af avancerede biobrændstoffer med henblik på at få gang i bioraffinering.

Samtidig anbefales det at sikre rammevilkår, der understøtter anvendelsen af halm til højværdiprodukter (for eksempel biokemikalier og biomaterialer).

- Med det fokus fra et rådgivende panel til regeringen, kan vi da ikke tro andet, end der nu kommer til at ske noget. Når jeg samtidig læser om positive politiske vinde fra Bruxelles om et europæisk iblandingskrav af avancerede bio-brændstoffer og en biogasbranche i rivende udvikling, som efterspørger biomasse at blande i gyllen, ser jeg med stor fortrøstning frem mod de kommende år, siger Hans Stougaard.,

Forskel på øst og vest

Desværre er der forskel på, hvor godt det går med stigning i halmforbruget, om man bor øst eller vest for Storebælt. Det store træk på halmvarmeværker ligger i vest, mens det er noget mindre i øst. Foreningen håber de positive historier fra vest vil brede sig til øst, så der vil komme et træk her også. Det store fald som følge af Køge Biopillefabriks lukning i 2013, giver stadig et stort hul i markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I vest er der kommet flere mindre halmværker og fra august 2016 vil AffaldVarme, Aarhus' nye halmærk i Lisbjerg aftage 240.000 tons per år og hullet fra faldet i forbrug på andre centrale kraftvarmeværker vil fra næste år være lukket igen.

- I den vanskelige periode som landbruget generelt er i, glæder det mig at vi fra vores lille del af landbruget kan komme med en positiv historie, slutter Hans Stougaard.