Efter et rigtig godt år med markant øget salg af græsudstyr har Yding Smedie A/S fået lageret fyldt med gode, brugte maskiner. De skal væk, så der kan blive plads til nyt grej - og det sker ved et stort oprydningssalg den 12. december.

- Vi har tredoblet salget af græsudstyr i 2013, primært Krones program. Landmændene har virkelig taget Krone til sig, og vi har efterhånden udviklet en god indsigt i, hvad maskinerne kan, og hvordan de skal serviceres, lyder det fra Jeppe Rasmussen, Yding Smedie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torsdag den 12. december tager han og medarbejderne forskud på julens glæder med otte timers prisfest, hvor priserne på brugte maskiner er barberet ekstra ned.

- Mange handler indebærer, at vi som forhandlere tager brugt maskineri i bytte. Derfor bugner vores maskinhaller så at sige af gedigne maskiner, som stadig har mange timer i sig. Der er noget for enhver pengepung og behov, siger Jeppe Rasmussen.

Målet med arrangementet er at få ryddet op på hylderne, så der kan blive plads til alle de nye maskiner til den kommende sæson. På dagen kan kunderne derfor orientere sig i et bredt udvalg af traktorer, plove, harver, såsæt og græsudstyr med videre.

- Jeg er så tæt på at være i gavehumør, som jeg kan blive, lyder det med et glimt i øjet fra maskinhandleren i Yding.