Fredag fik 106 medarbejdere på fjerkræslagteriet i Skovsgård en fyreseddel. Det skriver nordjyske.dk.
- Vi har haft en del ekstra ansatte siden januar, da vi har haft et ganske travlt forår med øget slagteniveau i en periode, samt en del helligdage, hvor vi ikke slagtede. Samtidig har vi effektiviseret produktionen, så det er forklaringen, siger produktionsdirektør Michael Jørgensen om tilpasningen, der var planlagt.
Antallet af medarbejdere i Skovsgård falder dermed i runde tal fra 300 til 200, men en del bliver ikke arbejdsløse.
- En stor del af de 106 der blev afskediget var ansat midlertidigt - omkring 75 procent. Og 35 personer er allerede blevet genansat som ferieafløsere frem til omkring første september, forklarer Michael Jørgensen.
- De bliver tilbudt hvis vi kommer til at mangle, siger produktionsdirektøren, og henviser til, at man i hovedsædet i Vinderup ansætter 150 ferieafløsere. Derfor er der som sådan ikke umiddelbart tale om en reducering af medarbejdere i Rose Poultry-koncernen, hvis man regner begge steder samlet.