Lyt til artiklen:

Danish Crown lukker slagteri - 800 fyres

00:00
Hastighed: ???x
04:21

Onsdag aften traf bestyrelsen i Danish Crown den tunge beslutning om at indstille et af koncernens seks griseslagterier i Danmark til lukning. Det skriver slagterigiganten i en pressemeddelelse.

Det bliver slagteriet i Sæby der er indstillet til lukning, og begrundelsen fra bestyrelsens side er, at antallet af grise til slagtning i Danmark er på ugebasis faldet med over 10 procent det seneste år. Derfor står Danish Crown med kapacitet til at slagte langt flere grise, end der hver uge leveres til koncernens slagterier, og derfor har bestyrelsen ikke set nogen anden udvej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er trist, at vi skal sige farvel til så mange dygtige og loyale medarbejdere, men en så kraftig nedgang i antallet af slagtninger tvinger os til at reagere. Vi står i øjeblikket med en overkapacitet, der på årsbasis koster os over 300 millioner kroner, og det vil være uansvarligt overfor virksomheden og vores ejere ikke at tage de nødvendige skridt for at løse den udfordring, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.

Det er heller ikke længe siden, at det blev varslet at en lukning kunne være på vej.

Danish Crown: Slagterilukning kan være på vej

Se også:

Danish Crown: Slagterilukning kan være på vej

800 mister job, afregningen skal op

Inflationen har gjort det svært for mange danske landmænd at få sund økonomi i produktionen af slagtegrise. Derfor har en del af dem valgt at lukke deres stalde. Andre sælger nu deres grise til eksport, når de vejer omkring 30 kilo, fordi efterspørgslen på danske smågrise fra Polen og Tyskland er så stor, at det giver landmændene en fornuftig indtjening. Alt i alt betyder det, at antallet af grise, der bliver sendt til slagtning i Danmark, er faldet markant.

Derfor skriver Danish Crown, at hvis den udvikling skal vendes, og beskæftigelsen sikres for medarbejderne på de fem øvrige slagterier i Danmark, skal Danish Crown evne at løfte sin afregning for andelsejernes leverancer af grise, så den både matcher niveauet i Tyskland og sikrer, at landmanden tjener penge på at fede grisene op til slagtning.

- Det frustrerende i den nuværende situation er, at medarbejderne konstant har leveret en forbilledlig indsats, men i vores branche er det sådan, at det er helt afgørende, at slagterierne kører med en meget høj udnyttelse af kapaciteten, ellers bliver det simpelthen for dyrt at slagte hver enkelt gris, men det ændrer ikke på, at det er en tung beslutning, siger Per Laursen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Sæby står 800 medarbejdere til at miste deres jobs, men Danish Crown forventer samtidig at optrette op mod 450 nye stillinger på slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderborg indenfor det næste halve år. Det skyldes, at en del af den produktion, der i dag finder sted i Sæby, fremover skal ske på Danish Crowns andre slagterier.

Medarbejdere hjælpes videre

- Efter flere års optur for vores ejere båret af en stor eksport til Kina vidste vi, at der var en risiko for produktionen af slagtegrise kunne falde, så bag beslutningen om at indstille slagteriet i Sæby til lukning ligger en omhyggelig og tilbundsgående analyse af situationen. Vores Feeding the Future-strategi er dog uændret, for vores fremtidige vækst skal ikke skabes ved at slagte flere grise, men ved at hæve værdien af vores kød og gennem produktion af attraktive og mere bæredygtige fødevarer, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Slagteriet håber, at medarbejdere fra Sæby vil tage et job på et af de tre slagterier der skal ansætte. Og derfor står Danish Crown klar til at afholde en del af omkostningerne til transport i en periode eller give et tilskud til flytning.

Derudover vil virksomheden gennem en koordineret indsats forsøge at hjælpe de medarbejdere, der står til at miste deres job. Hver enkelt af de berørte medarbejdere vil blive inviteret til en samtale for at afklare hans eller hendes muligheder for ansættelse på en af Danish Crowns andre virksomheder. Alternativt vil medarbejderne blive tilbudt forskellige muligheder for kurser og uddannelse betalt af Danish Crown, som kan hjælpe dem til et job i en anden virksomhed.

- Mange af vores medarbejdere vil stå med en følelse af, at de har fået rykket tæppet væk under deres arbejdsliv. Derfor tager vi allerede i dag kontakt til Fødevareforbundet NNF, Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland, så vi i fællesskab kan gøre mest muligt for at hjælpe dem. Slagteriarbejdere er heldigvis kendt som stabil og pålidelig arbejdskraft, og efter afskedigelserne i Sæby for et halvt år siden er knap 60 procent kommet videre, men det sker ikke af sig selv, fortæller Per Laursen.

Danish Crowns konkurrenceevne er alarmerende svag

Se også:

Danish Crowns konkurrenceevne er alarmerende svag