Når et lovforslag om stramninger af reglerne for kvælstofkvoterne skal behandles i Folketinget tirsdag og endeligt i næste uge, står regeringspartierne og fødevareminister Mette Gjerskov (S) isoleret med forslaget.

Den højre side af Folketinget støtter ikke lovforslagets tekst om, kvælstofkvoterne kan sænkes, hvis der ikke udlægges efterafgrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lovforslaget siger også, at det bliver umuligt at forhøje kvælstofkvoterne på grund af dårligt vejr, og landmænd kan få sænket deres kvote, hvis efterafgrøderne ikke bliver udlagt.

Absurd forslag

Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance siger nej. ”Vi finder det absurd at fremsætte et lovforslag, der fortsætter med at stramme det gældende generelle og restriktive kvælstofregime i Danmark og med yderst begrænset - om nogen - miljøgevinst,” skriver partierne ifølge Altinget.dk i en betænkning til lovforslaget.

Bør vente på kommission

Partierne mener desuden, at lovforslaget bør forkastes, fordi Natur- og Landbrugskommissionen snart kommer med sit bud på de fremtidige reguleringer. Det argument har fødevareminister Mette Gjerskov ifølge Altinget.dk tidligere afvist.

- Verden stopper ikke, mens den kommission arbejder, har Mette Gjerskov sagt.