Lyt til artiklen:

Landbrugsstyrelsen ændrer kvotetrækket

00:00
Hastighed: ???x
02:47

I dag har man mulighed for at reducere kvælstofkvoten på sin bedrift som alternativ til at etablere pligtige - og husdyrefterafgrøder samt målrettede efterafgrøder.

Reduceret kvælstofkvote kan også blive aktuelt i forbindelse med målrettede efterafgrøder, hvis man enten ændrer din ansøgning efter fristen eller får en sanktion for manglende efterafgrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man får reduceret kvælstofkvote, bruges der en omregningsfaktor for at sikre, at reduktionen svarer til samme effekt, som efterafgrøderne ville have haft. Aarhus Universitet har nu vurderet, at der er behov for en genberegning af omregningsfaktoren, hvor eftervirkningen ikke længere indregnes, det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse

Derfor forventer landbrugsstyrelsen at ændre omregningsfaktoren for reduceret kvælstofkvote, hvor følgende kvotetræk vil komme til at gælde:

Hvis man anvender mindre end 80 kilo N pr. hektar i organisk gødning på sin bedrift, vil kvotetrækket være 110 kilo N pr. hektar. Det er en stigning fra den tidligere værdi på 93 kilo N pr. hektar.

Hvis man anvender mere end 80 kilo N pr. hektar i organisk gødning på sin bedrift, vil kvotetrækket være 175 kilo N pr. hektar. Dette er en stigning fra den tidligere værdi på 150 kilo N pr. hektar.

Kvotereduktion under målrettet kvælstofregulering

Reduceret kvælstofkvote vil ske med den nye omregningsfaktor, hvis man nedskriver sit areal med frivillige målrettede efterafgrøder eller alternativer efter ansøgningsfristen, eller hvis Landbrugsstyrelsen på en kontrol konstaterer, at der for eksempel er etableret færre efterafgrøder eller alternativer, end der er ansøgt om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

  • Hvis man anvender virkemidlet kvotereduktion under tilskudsordningen målrettet kvælstofregulering i 2024, er det kvoten for planperioden 2023/2024 der vil blive reduceret.
  • Hvis man for eksempel mangler at udlægge efterafgrøder i 2024, er det kvoten for planperioden 2024/2025, der vil blive reduceret.

Kvotereduktion ved pligtige- eller husdyrefterafgrøder

Reduceret kvælstofkvote vil ske med den nye omregningsfaktor, hvis man bruger virkemidlet kvotereduktion i stedet for at udlægge pligtige eller husdyrefterafgrøder, eller hvis man nedskriver arealet.

  • Hvis man bruger virkemidlet kvotereduktion i stedet for at udlægge pligtige- eller husdyrefterafgrøder i 2024, er det kvoten for planperioden 2024/2025, der vil blive reduceret.
  • Hvis man har udlagt pligtige- eller husdyrefterafgrøder i 2024 og nedskriver dem efter indberetningsfristen 10 september 2024 og frem til 31. januar 2025, eller frem til, at styrelsen anmelder kontrol på arealet, vil man få en reduceret kvælstofkvote med den nye omregningsfaktor.

Den nye omregningsfaktor kommer til at fremgå af bekendtgørelsen om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler for planperioden 2024/2025, som landbrugsstyrelsen forventer at sende i høring i løbet af efteråret, samt i plantedækkebekendtgørelsen for planperioden 2024/2025, som styrelsen forventer at sende i høring i starten af 2024.