Foråret står for døren, og det betyder start på en række aktiviteter i det økologiske jordbrug. Og i NaturErhvervsstyrelsen vil man gerne medvirke til, at økologer kommer godt i gang og undgår ærgerlige og unødvendige overtrædelser af økologireglerne.

Det er baggrunden for, at styrelsen har udarbejdet en huskeseddel, hvor første punkt gælder græsningsret og nedsat omlægningstid. Hvis man ønsker at indgå en aftale om græsningsret på ikke-økologiske arealer, skal man søge om nedsat omlægningstid. Og hvis man har fået en et-årig godkendelse af nedsat omlægningstid, skal man huske at søge igen. Man må først bruge arealet til afgræsning med økologiske dyr, hvis man har indsendt en ansøgning om dispensation til nedsat omlægningstid, og man ikke inden 21 dage har modtaget et afslag eller er blevet kontaktet af NaturErhvervstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 Det andet råd går ud på tilladelse til at bruge ikke-økologiske frø.. Under planlægningen slår man op i Den økologiske frødatabase for at finde ud af, om der inden for arten er økologiske sorter. Hvis der er det, skal man som udgangspunkt bruge dem. Ønsker man sorter, der ikke sælges økologisk, skal du følge anvisningen (den grønne tekst i databasen) og sende en anmeldelse eller en ansøgning til NaturErhvervstyrelsen.

Et tredje punkt handler om fremavlsaftaler, hvor det er vigtigt at man er opmærksom på status af det fremavlede parti, det vil sige ikke økologisk, økologisk - eller omlægningsafgrøde. Også ved fremavl gælder de almindelige regler for omlægning og økologistatus.

Med foråret kommer også afgræsningssæsonen og udbinding af dyrene. En god afgræsningssæson starter allerede i planlægningsfasen. Planlægningen skal sikre gode, robuste græsmarker til sæsonen, så alle dyregrupper kan komme på græs, så snart vejrforholdene er til det. Samtidig skal markerne kunne sikre dyrene adgang til afgræsning i mindst seks lyse timer dagligt gennem hele sæsonen.

Endelig er der papirarbejdet - den årlige økologiindberetning i Fællesskemaet 2013, som skal indsendes senest den 23. april 2013.