NaturErhvervstyrelsen åbnede søndag den 2. august for en ekstra ansøgningsrunde til økologisk arealtilskud. Det betyder, at bedrifter, der den 21. april 2015 hverken var autoriseret af NaturErhvervstyrelsen til økologisk jordbrugsproduktion eller omfattet af en ansøgning herom, og som ikke allerede har søgt økologisk arealtilskud, har mulighed for at få tilsagn til økologisk arealtilskud.

Der kan både søges basistilskud samt omlægningstillæg, frugt/bær-tillæg samt tillæg for reduceret kvælstoftilførsel. Tilsagnsperioden begynder 1. september 2015. Der skal søges om autorisation senest den 1. september 2015, og man må ikke have ansøgt om økologisk arealtilskud i den ordinære ansøgningsrunde 1. februar - 21. april 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der kan fortsat søges tilsagn om økologisk arealtilskud til de arealer, der er erhvervet eller erhverves ved køb eller forpagtning i perioden 22. april - 1. september 2015. Her er det et krav, at bedriftern ved ansøgningsfristen den 21. april 2015 var autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion, eller der er ansøgt om autorisation senest denne dato.

Du kan søge via et særligt ansøgningsskema (inkl. vejledning), som du finder på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside. Du kan indtegne dine marker i Internet Markkort.

NaturErhvervsstyrelsen oplyser, at de skal have ansøgningerne senest den 1. september 2015.