462 gange sidste år måtte en kontrollant fra NaturErhvervsstyrelsen fortælle en økolog, at en regel var brudt. I et tilfælde var overtrædelserne så alvorlige, at autorisationen blev taget fra økologen.

De 462 overtrædelser skete på 266 bedrifter svarende til cirka hver 10. økologiske bedrift. Der er tale om et lille fald i overtrædelser fra 487 i 2010 til 462 sidste år.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De økologiske bedrifter får hvert år mindst ét besøg af økologikontrollen fra NaturErhvervstyrelsen. Kontrollen er med til at garantere forbrugere og andre aftagere af økologiske produkter, at økologireglerne overholdes.

Mindre alvorligt

De fleste af overtrædelserne har været af mindre alvorlig karakter, hvor NaturErhvervstyrelsen alene har indskærpet overfor producenten, at økologireglerne skal overholdes. Det drejer sig om 220 af de 462 indskærpelser, oplyser NaturErhvervsstyrelsen.

I 43 tilfælde blev der givet bøder på mellem 1.000 og 5.000 kroner, fire økologer blev meldt til politiet mens der er givet forskellige forbud og påbud for at bringe forholdene i overensstemmelse med reglerne. Der er sket en stigning i antallet af bøder og politianmeldelser, mens der har været lidt færre indskærpelser og påbud/forbud.